En 41-årig kvinde er død af en sjælden type salmonella, der stort set ikke har været set i Danmark tidligere. Salmonellatypen, Salmonella Typhimurium U302, er resistent over for almindelige antibiotika, men kan helbredes med præparatet Ciprofloxacin.

I alt syv kvinder i alderen 35-81 år har fået infektionen. De fem af kvinderne har været patienter på Rigshospitalet i København, mens de to øvrige har været indlagt på Odense Universitetshospital.

- Der er tale om en speciel patientgruppe, der i forvejen har haft et svækket immunforsvar, siger Susanne Samuelsson, epidemiologisk afdeling på Statens Seruminstitut.

Hos raske patienter giver U302 som regel en forbigående diarré og feber typisk af få dages varighed. Men hos personer, der i forvejen har et svækket immunforsvar kan forløbet være alvorligere.

Patienterne har fået konstateret salmonellatypen inden for den seneste måned - heraf tre i den forløbne uge.

/ritzau/