Når 'Årgang 0' atter løber over skærmen i det nye år, bliver det uden Emma og resten af familien Josefsen fra Tarm. Den 16-årige pige ønsker ikke længere at være en del af programmet, og selvom hendes forældre bakker op om beslutningen, er de også ærgerlige over, at det er slut.
Det skriver TV2. Det er den 16-årige Emma Josefsen selv, der har valgt at trække sig fra programmet, fordi hun ifølge forældrene Lene og Poul-Erik ikke længere ønsker at dele ud af sit liv. De mener begge, at datteren er sej, fordi hun tør stå ved sine meninger.
Men selvom de uden tvivl bakker op om Emmas beslutning, ærgrer det både Lene og Poul-Erik, at tiden som 'Årgang 0'-familie nu er slut.
»Vi ville da gerne have fortsat. Og det er lige så meget, fordi vi har været med til at starte projektet op. Så vi vil også gerne være med til at afslutte det. Men helt klart ikke for enhver pris, fordi det er trods alt vigtigere for os, at vores børn har det godt,« fortæller Emmas mor, Lene, til TV2.
Og hendes mand, Poul-Erik, erkender at det har været underligt, at der ikke har været kameraer til at følge familien, fordi de har været vant til det i så mange år. Allerede i foråret 2015 meddelte familien fra Tarm, at de ville holde en pause fra det populære tv-program, der følger fire børn, der er født i år 2000.
»Der er flere grunde, men en af grundene er, at jeg er blevet knæskadet og har haft rigtig mange smerter de sidste halvandet til to år. Det har så gjort, at jeg ikke har kunnet spille fodbold og ikke har kunnet komme på efterskole, fordi jeg har ondt i det hele tiden,« lød forklaringen på pausen fra Emma selv.
Derudover kæmpede familien fra Tarm med lillebroren Simons problemer. Han havde netop fået en asperger-diagnose, som er en form for autisme, og derfor fortalte familien, at de havde brug for ro. Dengang lød meldingen dog, at når de havde overskuddet tilbage, ville de vende tilbage til skærmen.
Det sker dog som bekendt ikke, og derfor er det 'kun' Christian fra Aarhus, Stephanie fra Slagelse og Rachel fra Aabenraa, der er med i den nye sæson af 'Årgang 0'.
Det er ikke første gang, at en deltager har valgt at forlade det populære program. Da det i sin tid startede, var der i første sæson fem piger med: Emma, Rachel, Stephanie, Mathilde og Marie. Sidstnævnte fortsatte ikke efter første sæson, og i 2007 valgte Mathilde og hendes familie at forlade 'Årgang 0'. Årgang 0-børnene skal følges til de fylder 18 år.