Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
Unge i Korsør har ikke lyst til at gå alene ude om aftenen. Deres forældre har heller ikke lyst til at lade dem gøre det, efter en af byens teenagere - den 18-årige Emilie Meng - forsvandt for næsten to måneder siden.
For få måneder siden var Korsør en by, hvor børnene kunne cykle rundt på egen hånd. Men i dag er hverdagen en helt anden.
Det mener Anna Kluge, som er sognepræst i byen, der ligger på det vestligste hjørne af Sydvestsjælland.
Hun er sognepræst i kirken og fortæller til lokalmediet TV ØST, at hun er begyndt at køre sine teenagebørn til deres aktiviteter. Og hun henter dem igen, fortæller Anna Kluge, som er mor til en dreng på 13 og en pige på 15 år.
Sådan har det været siden den 10. juli, hvor det nu 18-årige bysbarn Emilie Meng tog afsked med to veninder på Korsør Station klokken 04 om morgenen. Hun skulle tilbagelægge et par kilometer hjem, men teenageren dukkede aldrig op derhjemme. Og selv efter adskillige eftersøgninger foretaget af politiet og frivillige, har ingen set den unge pige i to måneder.
»Vi er alle sammen berørte af det her. Selvfølgelig er familiens og de næres sorg helt ubeskrivelig, men vi er alle sammen fulde af sorg og frygt,« siger Anna Kluge som arbejder i den kirke, hvor Emilie Meng sang i kor, til TV ØST.
Sognepræsten tilføjer, at så længe ingen ved, hvad der er blevet af Emilie Meng, vil de blive ved med at bede for, at hun vender tilbage.
TV ØST har været rundt i Korsør for at vejre stemningen i byen i weekenden. Efter snakke med flere lokale, viste det sig sig, at uvisheden om Emilie Mengs skæbne har lagt sig som en tung, sort sky.
19-årige Mikela Wettergreen fortalte, at hun ikke tør gå alene om aftenen, og at hun ikke går alene hjem fra byen.
Heidi Petersen, som har store teenagebørn, sagde, at hun helst ikke vil have sine børn til at gå alene om aftenen.
Den seneste eftersøgning efter Emilie Meng fandt sted lørdag eftermiddag. Her finkæmmede omkring 20 frivillige et skovområde i Midtjylland i håb om at finde pigen. Det skete ikke, men de frivillige fandt flere effekter, der nu er i politiets varetægt. Hvilke, der er tale om, vides ikke.
Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.
