Den nu 18-årige Emilie Meng har været forsvundet i 87 dage. Indtil for nylig har det været muligt at søge på og finde den forsvundne Emilie Meng på det sociale medie Facebook, men det er det nu ikke længere.
For nu er profilen pludselig helt væk.
Det er der dog en ganske logisk forklaring på, fortæller efterforskningsleder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, Søren Ravn Nielsen til BT, der afviser, der skulle være sket noget mystisk:
»Det er familien, der har valgt at gøre det. Den blev lukket ned umiddelbart efter, hun forsvandt.«
Han afviser samtidig, at der skulle være tale om, at nogen andre end familien har været inde på Emilie Mengs konto:
»Der har ikke været nogen bevægelser på den,« siger Søren Ravn Nielsen.
At profilen først er væk fra det sociale medie nu kan skyldes, at det tager noget tid fra der anmodes om at lukke profilen, til den er væk. Det skriver Facebook selv i deres 'Help Center'.
Tidligere svirrede der rygter omkring Emilie Mengs Facebook-profil, da flere hævdede, at hun havde brugt den, efter hun forsvandt. Flere venner påstod også, at den forsvundne pige skulle have læst deres beskeder, men begge dele afviste politiet.
Den dengang 17-årige Emilie Meng forsvandt 10. juli efter en bytur i Slagelse med nogle veninder. Hun tog afsked med dem klokken 04.00 ved Korsør Station, hvor hun skulle gå et par kilometer for at komme hjem.
Hun dukkede dog aldrig op, og siden har der ikke været livstegn fra den unge pige. Siden hun forsvandt har mange frivillige ledt efter hende både til lands og i havet, og flere store eftersøgninger med blandt andet dykkere og heste har været i gang.
Desuden er der hængt plakater op af Emilie Meng mange steder i landet. Desværre har det indtil videre været uden held.
Artiklen fortsætter under billedet
Søren Ravn Nielsen fortæller til BT, at de hos politiet endnu ikke er kommet nærmere en opklaring af sagen:
»Der er desværre ikke nyt i sagen. Vi arbejder stadig på den for fuld kraft, men der er intet gennembrud endnu.«
Lørdag fortalte Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, at de også har fået henvendelser fra udlandet, da den unge pige også er efterlyst hos Interpol. Også i Danmark er der stadig folk, der tager kontakt til politiet i håbet om at kunne bidrage med nye spor.
»Vi får henvendelser dagligt, men der er ikke noget af det, der indtil nu har ført os videre,« fortæller Søren Ravn Nielsen.
Emilie Meng er 168 centimeter høj. Hun beskrives som værende almindelig af bygning og med langt brunt hår. Hun var iført en en sort langærmet cardigan, en sort blondebluse, blå jeans og og blå puma-sko, da hun forsvandt.
