Overraskelsen var som malet i ansigterne på 19-årige Azilda og 22-årige Anilde, de to søstre fra duoen Embrace, da de fredag aften vandt dette års X Factor.

Før finaleshowet troede bookmakere, duoen selv og deres coach, Remee, at det ville være 17-årige Reem, der ville løbe med sejren, men med 60 procent af stemmerne skulle det vise sig at være de to søstre fra Holstebro, der blev sikre vindere af finalen.

»Det er fuldstændig overvældende. Vi er bare så glade. Vi troede ikke, vi ville vinde. Vi håbede det rigtig meget, men vi troede virkelig ikke på det, for der var så meget, der tydede på, at det ville være Reem, der vandt,« siger Azilda, da BT taler med duoen dagen efter sejren, og storesøster Anilde følger op:

»Det er den fedeste fornemmelse nogensinde.«

Det var sidste års vinder, Emilie Esther, der overrakte X Factor-trofæet til de glade og overraskede søstre, der fejrede sejren stille og roligt.

»Vi sagde farvel til vores familie, for de skulle tilbage til Jylland. Og så slappede vi af og snakkede om det. Det var bare det, vi havde brug for,« siger Anilde.

Så der var ingen vild nattefest?

»Nej, der var vi simpelthen for trætte til. Vi havde bare brug for at ånde ud og tage det hele ind,« siger Azilda.

Med X Factor-sejren følger en pladekontrakt, der betyder, at Embrace nu skal indspille en EP og lave en musikvideo i samarbejde med Sony. De to sangerinder glæder sig til at skulle i gang med at indspille nye sange, men lægger vægt på, at sangene skal passe til dem.

»Det er vores mål, at vi forbliver i vores karakter. Det musik, vi laver, skal være genkendeligt,« siger Anilde.

De seneste måneder har søstrene været en del i København i forbindelse med X Factor, men bor i henholdsvis Holstebro og Aalborg, hvor Azilda går i 3.g på gymnasiet og Anilde har arbejdet som blandt andet pædagogmedhjælper og lærervikar. De er dog ikke i tvivl om, hvad de håber fremtiden vil bringe.

»Det er vores drøm, at vi kan leve af at lave musik,« siger Anilde.