Der var fuld valuta for pengene under søndagens EM-finale, hvor spanierne sørgede for intet mindre end fire mål. Kampen mellem de to store sydeuropæiske fodboldnationer, Spanien og Italien, røg dag også i den grad til tops i seertal. Med knap to millioner seere blev det således den mest sete fodboldfinale, siden Danmark vandt Europamesterskabet på Nya Ullevie Stadion i Gøteborg 26. juni 1992. Det oplyser DR.
Finalen blev vist både på DR1 og TV2, og i kampen om seerne blev det næsten uafgjort mellem de to stationer. 997.000 fulgte med på DR1, mens 975.000 fulgte kampen på TV2. Tallene er fra Gallups TV-meter, som blev offentliggjort mandag.
- Teknisk set var der uafgjort mellem DR1 og TV2, men tallene er alligevel en stor opmuntring for DR1. Ved alle tidligere lejligheder med samsendt sport, har DR nemlig trukket det korteste strå. Det drejer sig både om VM og EM i fodbold og håndboldsamsendinger, udtaler Niels Marslev fra DR Medieforskning.
Han tilføjer, at det er hele vejen igennem EM-turneringen, at DR1 og TV 2 har delt seerne imellem sig. DRs 16 kampe er blevet set af 888.000 seere i gennemsnit mod TV 2’s 873.000.
BNB