Østerbro Stadion summede af nostalgi, da de danske EM-helte fra 92 bød et tysk Old Boys-landshold op til dans lørdag eftermiddag.
Godt 3.000 yderst veloplagte og højlydte danske roligans var mødt op for at støtte de danske drenge 20 år efter den historiske sejr - og de gik ikke skuffede hjem. For selvom Danmark endte med at tabe kampen 0-2, og en del af spillerne havde udvidet buksestørrelsen og fået en mere grålig hårfarve, var der ingen tvivl om, at de danske EM-helte var løbet på banen.
LÆS OGSÅ:
Alt ved det gamle
Peter Schmeichel dirigerede højlydt og bestemt med sit forsvar, John ’Faxe’ Jensen fyrede det ene langskud af efter det andet, ’Turbo’ Bent Christensen var banens hurtigste mand, og Flemming Povlsen driblede rundt og rundt på midten af banen. Alt var ved det gamle, og de fremmødte fans elskede det.
Der blev heppet, grinet og jublet kampen igennem, selvom danskerne aldrig fik scoret.
Store muligheder
Danskerne skabte ellers masser af chancer, men en blanding af rustne afslutninger - som da ’Turbo’ Bent i et rent youtube-moment sparkede bolden på overlæggeren fra én meters afstand, en yderst habil Jens Lehmann på modstandernes mål og to tyske scoringer af Fredi Bobic og Thomas Doll, forseglede danskernes skæbne.
Manglen på danske mål blev dog modtaget med et smil hos landstræner Richard Møller Nielsen.
- Jeg ser på det sådan her: Vi slog dem med 2-0 i 92, de vinder 2-0 i dag. Nu står vi lige, grinede den tidligere landstræner.
Stående ovationer
Og den vurdering var de fremmødte fans tilsyneladende fuldstændig enige i. Da dommer Kim Milton Nielsen fløjtede kampen af, rejste samtlige tilstedeværende sig op, klappede og jublede og sagde endnu en gang tak for den enorme folkefest i 92.