Elvis 80 år: Bag om Kongens musikalske storhed

Always On My Mind: Verdens første og største rockstjerne, Elvis Aaron Presley, ville være fyldt 80 i dag. Vi går bag om Kongens musikalske storhed

»Det er en sygdom. Det er en pest. Det har stået på for længe. Det er fortid. Det er ledt. Det opnår ikk’ noget, det er bare tilbagegang. (Det) er for begrænset. (En) religion. En farce. Rock ’n’ roll er død.«

Sådan sagde den hårdkogte punker Johnny Rotten, forsanger i Sex Pistols, i et interview med Tom Snyder på NBC i 1980.

Indtil for fem-seks år siden bakkede jeg et hundrede procent op om hans udsagn. For mig var der kun én ting, der indtil da betød noget – næsten også mere end kvinder – og det var den sorte amerikanske musik: Funk-, soul-, blues-, gospel og jazzmusikken.

Det havde den gjort, siden jeg var teenager. I flere perioder tjente jeg endda gode skejser på min passion, som radiostudievært i 1980erne og 90erne på stationer som Radio Uptown, The Voice, DR P3 og DR P2. Og senere som mangeårig freelance-musikskribent for danske dagblade og magasiner.

Derfor var det helt uforståeligt for de fleste i min omgangskreds – og er det stadig, at jeg sprang ud af Elvis-skabet, efter at have ’opdaget’ ham en sen sommeraften på en bar i Harlem – den sagnomspundne ’sorte’ New York-bydel – af alle steder.

Her hørte jeg nummeret ’If You Don’t Come Back’ fra pladen ’Raised On Rock’ (1973). Og tak skal farfar ellers ha’... Elvis’ stemme tilsat fuldfed Shaft-lignende wau-wau guitar og hardcore funk-trommebreak beats.

Jeg gik i baren og fik lov til at se cd’en. I covernoterne kunne jeg se, at Elvis hen over tolv dage havde indspillet ’If You Don’t Come Back’ og 27 andre numre i det legendariske Stax Records-studie i hans hjemby, Memphis. Et studie, der for mig var – og stadig er – en helligdom på linje med, hvad grædemuren er for jøderne, Mekka for muslimerne og Vatikanet for katolikkerne. For i dette studie, var nogle af den sorte musiks største klassikere indspillet af nogle af de største sorte musikere: Otis Redding, Sam & Dave, Albert King, Wilson Pickett og Isaac Hayes.

Senere skulle jeg også finde ud af, at den her stil ikke var noget enkeltstående. Den stil var alt det, der normalt var rygraden i al den musik, der kendetegnede Elvis Presley, når han var bedst. Ved en semi-religiøs åbenbaring gik det op for mig, at når Elvis var i studiet, lavede han basalt set kun ’sort arbejde’.

I ham, i hans stemme, mærkede jeg den righoldige musikalske arv fra hele regionen omkring Mississippi-deltaet. Elvis’ stemme sammenfattede de dybeste rødder af det, man kan betegne som musikalsk americana: musikken opfundet i Amerika – blues, gospel, jazz, ragtime, cajun, zydeco og rock’n’roll.

Herfra gik det stærkt. Grådigt gik jeg ganske enkelt i gang med at lytte samtlige cirka 760 sange igennem, som Elvis nåede at indspille i sit korte liv. Hurtigt fandt jeg frem til andre ’deep southern soul grooves’ som ’Nothingville’ (1968) og ’Stranger In My Own Home Town’ (1969/1970) – begge med beskidte funkede guitar riffs, blues’et mundharmonika, flere break beats og stor fuldfed dybde i hans stemme.

Gospel- og country-Elvis

Jeg opdagede en meget anderledes dybde i hans stemmeudtryk, når han sang gospel. Noget gravalvorligt. En ærefrygt. En ydmyghed. Som naturligvis skyldtes hans dybe sydstatsreligiøsitet og gudfrygtighed. Men tydeligt er det også, at respekten og ærefrygten er en benhård erkendelse i den kridhvide sydstats-drengs hjerte. Hanhavde her passeret grænseovergangen til det ultimative musikalske hjerteland, der ’tilhørte’ det sorte Amerika. Noget, der står klart på numre som ’Where Could I Go But To The Lord’ (1966) og ’Amazing Grace’ (1971).

Den her afgrundsdybe fornemmelse for musikalitet gjorde, at Elvis kunne det hele, lidt til og meget mere. Han er nemlig også en overlegen rendyrket countrysanger – hør bare den intense country-klassiker (skrevet af Willie Nelson i 1961), balladen ’Funny How Time Slips Away’ (1971). Eller ’I’ve Got A Thing About You Baby’ eller ’Early Mornin’ Rain’ (1971) eller ’Suspicious Minds’ (1969) – et af hans største hit, der veksler frem og tilbage mellem country og 60’er-pop tilsat underholdningsorkester-strygere og kvindekor.

Top groovy gogo-beats kunne han også levere – igen med en understrøm af blues – på f.eks. ’Spinout’ (1966). Og der er numre som ’The Last Farewell’ (1976), som nærmest tangerer pop-slager, med violiner, harpe og afdæmpede James Last-lignende horn.

Selv når det bliver overdrevent gammel-romantisk, næsten klægt, som eksempelvis på ’Love Me Tender’ (1956) og ’Something Blue’ (1962) er det igen igen hans stemmekontrol, der ’redder’ nummeret, om man så må sige.

Men så kunne han også gå over i det helt modsatrettede univers. Som f.eks. på hans store comeback-hit ’In the Ghetto’ (1969), en sang med en socialrealistisk bevidsthed, som kommenterer de hårde tider, USA gennemgik. En fortælling om fattigdom i Amerika: Om en dreng af en mor, der allerede har flere børn, end hun kan brødføde, i Chicagos ghetto.

En musikgenre fødes

Det var ud af den enorme masse af musikstilarter, at Elvis støbte det, der blev til rock and roll og – uden, at han anede det – også støbte den krone, han til evig tid skulle bære som ’The King Of Rock And Roll’. En ny musikgenre, der gjorde tidens ungdom høje og knaldskæve – af den revolution og modreaktion, hans musik signalerede.

Og af hans seksualitet – hoftebevægelserne, blikket og cowboyjakken og senere læderjakken og den åbenstående skjorte. Og ungdommen blev høj af den dampende sex i musikken, som kun fik pubertetens blodmørke til at sænke sig endnu mere over den i forvejen forvirrede teenagers krop og sanser: F.eks. på ’Little Sister’ (1961) eller ’Fever’ (1960), hvor man er helt alene med ham og hans stemme – på nær lidt fingerknips, en kontrabas og en diskret tromme.

Elvis personificerede sin historie igennem sin musik.

Og dét hører – udover de musikalske kvaliteter – også med til forklaringen på, hvorfor Elvis blev verdens første, og til dato største, superstjerne med mere end én milliard solgte plader. Det på trods af, at det sidste år af hans levede liv ikke umiddelbart syntes at være noget, der opfyldte kriterierne for en helgenkåring: En rock and roll-sanger, hvis karriere var nedadgående, og som endte med at dø på sit badeværelsegulv af en overdosis receptpligtig medicin.

Alligevel vil han for altid blive husket for sin fængslende, fuldkomne stemme, der i sig havde alle livets problematikker.

Elvis Aaron Presley, det amerikanske folks store trubadur, has left the building – men evigheden tilhører ham.

Forfatter, fotograf og tidligere radio- og tv-vært Eddie Michel er newborn Elvis-fan. Han arbejder for øjeblikket på flere Elvis-relaterede projekter, og har bl.a. for nylig eksklusivt fotograferet Graceland indefra.