Rasmus Trads' elskerinde var på vej. Men det var bestemt uden Lewinskys høje cigarføring. Carina Dillonaier vil ikke eksponeres for offentligheden. Hun havde derfor bedt om beskyttelse - og ankom diskret i ly af en civil politibil, direkte ind i byrettens lukkede gård.

På samme måde tog hun afsked fire timer senere.

På den tid havde den 27-årige elskerinde bl.a. nået at dementere, at hun skulle være datter af PFA-chefen, Andre Lublin. Anklageren henviste direkte til Kurt Thorsens forklaring: At Trads i overværelse af Carina selv havde præsenteret hende som Lublins datter.

I sit rappe svar sagde Carina ikke direkte, at hun ikke er Lublins datter. Men hendes dementi var alligevel ganske klart:

"Jeg har aldrig hørt Rasmus omtale det overfor Thorsen. Der går så mange rygter i PFA, som er en stor virksomhed. Rygterne om, at min mor og Lublin skulle have et forhold, har vel eksisteret de sidste 15 år. Jeg har aldrig hæftet mig ved de rygter."

Hermed var dette pikante emne uddebatteret. Thorsens forsvarer afstod høfligt fra at bore mere i den side af sagen.

Med sine øvrige forklaringer nåede Carina Dillonaier dog at yde en grundig støtte til den præcis dobbelt så gamle Rasmus Trads, 54. I ét og alt bakkede hun op om hans forklaringer i PFA-sagen. Uden snert af nerver. Uden overhovedet at ryste på stemmen. I visse afgørende passager var hendes hukommelse næsten pedantisk præcis.

Konsekvensen var dermed nogle drøje hug til både Kurt Thorsen og Thorsens eks-advokat, Robert Koch Nielsen.

På to helt afgørende punkter står Carina Dillonaiers forklaring nu i skærende kontrast til hhv. Thorsen og Koch-Nielsen:

1. Et afgørende møde på Admiral Hotel, 13. januar sidste år. Det er her, Trads hævder, at Thorsen så ham forfalske direktør Andre Lublins underskrift. Thorsen har bl.a. forklaret, at Carina kom tilbage til hotellets lobby efter at have luftet sin hund. I retten sagde Carina, at hun tværtimod ikke kom tilbage. Netop derfor forsøgte hun få minutter senere at sige ordentligt farvel ved at ringe til Thorsens mobiltelefon. (En opringning, politiets efterforskning beviser).

Carina sagde også i retten, at Trads forlod hotellet uden andet i hænderne end sin mobiltelefon. Ifølge Thorsens forklaring må Trads også have båret på de vigtige dokumenter, som senere "dukkede op" på Restaurant Alsace. Ifølge Carina havde Trads ikke disse papirer. Ergo må han have givet dem til Thorsen inde i hotellets lobby.

Netop begivenhederne på Admiral Hotel vejer meget tungt i hele PFA-sagen.

2. Et afgørende telefonopringning til Rasmus Trads dagen efter, 14. januar 1999. Det var seks dage efter, at Robert Koch-Nielsen havde trukket sig som Thorsens advokat. Ifølge Rasmus Trads fik Trads denne 14. januar om eftermiddagen en telefonbesked på sit kontor i PFA, hvor også Carina arbejder. Navnet på sekretærens besked var Peter Jensen. Men nummeret var Koch-Nielsens. Ifølge Trads havde den kendte advokat således ringet under falsk navn, bl.a. for at høre om samme dags generalforsamling i det nye Thorsen-selskab, Gefion.

Koch-Nielsen har benægtet denne udlægning, men i går blev den ganske præcist bekræftet af Carina Dillonaier, som netop befandt sig på chefen Rasmus Trads kontor denne januar-eftermiddag 1999.

Dette påståede falske opkald er en lille brik i det store PFA-spil. Men det er dog alt afgørende for hele den kendte advokats troværdighed.

I resten af det lange forhør nåede Carina Dillonaier at sige en hel masse - og alligevel næsten intet konkret.

I noget, der næsten mindede om naiv uvidenhed slog hun flere gange fast, at hun intet anede om Thorsens forretninger med Trads og PFA. Dette til trods for, at Carina i rollen som Trads' elskerinde ifølge eget udsagn har været i selskab med Thorsen og Trads 20 til 30 gange i løbet af 1997-98. Bl.a. på tre luksuriøse rejser til Spanien:

"Jeg anede ikke uråd. Thorsen er en gavmild mand. Det var ham, der betalte. Jeg troede bare, at Rasmus skulle med for at sige god for Thorsen, som jo tidligere har udført gode byggerier for PFA. Jeg hørte dem aldrig tale konkret forretning."

Under en pause i retsmødet kunne Kurt Thorsen ikke dy sig. Med slet skjult henvisning til Trads-elskerindens forklaring, hvislede Thorsen:

"Dette er jo en programmeret udgave af Walt Disneys Skønheden og Uhyret - med Trads rollen som sidstnævnte..."

Rasmus Trads kunne heller ikke dy sig. Hele denne fredag eftermiddag sad han næsten konstant og kiggede på sin eks-elskerinde. Skiftevis med udtryk af glæde, vemod og begejstring.

Da Carina fik brug for et glas vand, sprang Trads galant op og serverede.

Det var en gribende forestilling.