Maglesø Efterskole, der ligger ved Holbæk, er fortrinsvis for normalt begavede - men bogligt svage - elever. Efterskolen kombinerer praktisk arbejde på værksteder med boglig undervisning for at motivere elever til at komme ud i lærepladser som håndværkere.

Er det ikke et drastisk skridt at bortvise tre elever for at stjæle en rulle Mariekiks?

"Det er ikke på grund af den rådne rulle kiks - det er princippet. Vi har situationer hos købmanden.

Vi har situationer i butikker i Holbæk. Det her er et spørgsmål om moralbegreber.

Vi er forfærdelig kede af, at skolen skal hænges ud i pressen. Vores arbejde fortjener ikke, at vi bliver hængt ud for det her, det står ikke mål med det arbejde, vi gør for eleverne.

Vi forsøger at ruste de unge til ikke at gøre sådan noget. Vi vil markere, at vi har nogle regler."

Hvad er omstændighederne ved tyveriet?

"Thor og to andre elever gik ned i køkkenet, hvor depotrummet ligger, og dér stjal den ene kiksene, mens de to andre holdt vagt."

Kunne man ikke forestille sig, at de tre drenge bare var sultne?

"Så kunne de have bedt om at få noget mad.

Der er mulighed for, at de kan smøre sig en bolle. Vi skal være realistiske, vi vil ikke være en ø i samfundet, hvor moralbegreber bliver forfladiget. Man tager i dag hånd om butikstyverier og straffer.

Vi ville svigte og gøre eleverne en bjørnetjeneste, hvis vi lod det her passere."

Skubber I ikke bare nogle i forvejen svage elever længere ud?

"Jo, men vi skal trække en grænse. Vi skal give de unge et signal om, hvordan livet er.

Og jo, det er måske en drastisk beslutning, men det er måske den beslutning der vækker eleven, så han ved, at det er alvorligt at stjæle.

Det her er et signal om, at tyveri er uacceptabelt. Det er ikke en beslutning, vi har taget for vores fornøjelses skyld.

Beslutningen er truffet i lærerrådet, det er 14 menneskers beslutning," understreger forstander Erik Hansen.