Endnu en af Danmarks frie højskoler skal lukke. Efter flere år med svigtende elevtal er Båring Højskole på Vestfyn nu omdannet til et konkursbo. Rektor Ebbe Lunds sidste opgave bliver at afvikle konkursboet. De godt 20 elever har fået besked på at forlade stedet mandag, men det vil de ikke.

- Vi har besluttet at blive og besætte skolen, for at gøre opmærksom på tragedien, siger den 58-årige højskoleelev, Poul Andersen, til Ritzau.

Båring Højskole kunne i 1999 fejre 40-års jubilæum. Skolen er et produkt af den lokale radikale højskolebevægelse på den egn. Hvert år plejer skolen at få besøg af den radikale udenrigsminister Niels Helveg Pedersen, som er valgt til Folketinget i Middelfartkredsen, hvor Båring Højskole ligger.

Poul Andersen har kun været på højskolen i en enkelt måned, og han er meget ked af, at opholdet slutter før tiden.

- Når folk med forskellige baggrunde mødes, så udvikler man sig og udvider ens horisont. Det er noget, man kan bruge hele ens liv i alle sammenhænge også i erhvervslivet, siger Poul Andersen.

/ritzau/