Det står nu klart, at de omdiskuterede og farlige PIP-silikoneimplantater, har indeholdt tre typer silikone, som aldrig burde have været lagt ind i kvinders bryster. Det viser dokumenter, som Lægemiddelstyrelsen og de franske myndigheder offentliggjorde onsdag eftermiddag.

Undersøgelser af det implantat, som blev forbudt i 2010, viser blandt andet, at en af de tre silikonetyper produceres til elektronik. Det fortæller leverandøren Bluestar, som samtidig tager skarp afstand fra, at PIP i sin tid har benyttet produktet i silikoneimplantater til bryster.

Silikone-skandalen i Frankrig begyndte for alvor i december i 2011, hvor de franske sundhedsmyndigheder anbefalede cirka 30.000 franske kvinder med PIP-implantater at få deres implantater fjernet. Det skete efter, at man havde fundet ud af, at implantaterne har en højere risiko for at lække.

I Danmark derimod har Sundhedsstyrelsen ikke fundet det nødvendigt at anbefale, at cirka 30 danske kvinder skal have fjernet deres PIP-implantater.

Dog er det en mulighed, hvis man gerne vil. Sundhedsminster Pia Olsen Dyhr (SF) siger:

- Hvis de berørte danske kvinder vil have brystimplantaterne ud, kan de få dem fjernet på det offentliges regning ved at henvende sig til deres egen læge.

I Frankrig har skandalen resulteret i, at sundhedsmyndighederne onsdag opfordrede til en strammere kontrol af medicinsk udstyr i hele Europa. Blandt andet foreslår de, at man fremover skal kunne lave uanmeldte kontroller hos producenter på tværs af EU.

- Uden uanmeldte besøg, kunne PIP sagtens skjule, hvad de lavede, lyder det blandt andet.

Grundlægger og chef for virksomheden PIP, Jean-Claude Mas, hævder fortsat, at hans hjemmelavede silikone-gel ikke er skadeligt for kvinder.

Han blev anholdt i sidste uge - sigtet for at forårsage legemsbeskadigelse.