Hver dag op mod nytår tæller BT TV ned til den mest sete video på bt.dk i 2014. Så følg med og se eller gense de 10 mest populære videoer og hør, hvordan det er gået videoernes hovedpersoner siden sidst.

Elefanten Raju græd af glæde, da han i sommer blev befriet efter 50 års fangenskab. Men siden da har han måtte kæmpe for at fortsætte et liv uden lænker.

Da han var en baby, blev han lokket i en fælde og ført langt væk fra sin mor. I hans næste 18.000 dage under 27 forskellige ejere, levede han et liv i smerte. Tykke, stramme kæder med pigge sad på de kraftige ben og gjorde hvert et forsøg på at flytte sig til den rene tortur.

Men med hjælp fra dyrevelfærdsorganisationen Wildlife SOS lykkedes det Raju at slippe fri. Selvom et hold på 10 dyrlæger og eksperter fra Wildlife SOS, 20 skovbrugsofficerer og seks politibetjente dukkede op til redningsaktionen, forsøgte ejeren Mr. Shahid at ødelægge planen til sidst.

Det lykkedes dog at få løsnet lænkerne på Raju og læsse den fem-et-halvt ton tunge elefant på en lastbil, hvor den kunne blive kørt til et elefant-plejecenter. Til stor glæde for Raju.

»Tårerne trillede ned af hans hoved. I taknemmelighed over at blive sat fri. Som om han fornemmede, at der var håb forude. Det var utrolig bevægende for os alle,« sagde stifteren af Wildlife SOS, Kartick Satyanaratan, kort efter redningsaktionen.

Men selvom Raju nu var en fri elefant, prøvede ejerne en måned efter at kræve ham tilbage. De mente, at Raju tilhørte dem, og de ville derfor gå rettens vej for at vinde elefanten tilbage.

Rajus rørende historie havde spredt sig over hele verden, og derfor var offentligheden på Wildlife SOS' side. Over 100.000 mennesker skrev under på, at Raju skulle blive i sikkerhed hos dyrevelfærdsorganisationen.

Retssagen blev dog udskudt flere gange, og derfor blev der først afsagt dom i sagen den 5. december. Her kunne Wildlife SOS til store glæde oplyse på deres hjemmeside, at Raju fortsat vil være en fri elefant.