Al erfaring viser, at flere fængsler også vil føre til flere indsatte, ligesom flere motorveje fører til flere bilister.

Sådan lyder det fra Enhedslisten, der lægger op til at sænke straframmen på blandt andet hjemmerøveri.

Det sker for at komme overfyldte fængsler til livs, og samtidig skal det sikre, at man i fremtiden får færre ofre.

- Det, der er vigtigt, er at have en strafpolitik, der sikrer, at vi får færre ofre, og om man får fem eller seks år i fængsel har ikke nogen præventiv effekt. Det har heller ingen betydning for, om man gentager sin forbrydelse. Man får ikke færre ofre af at straffe hårdere, siger retsordfører Pernille Skipper (EL).

Udmeldingen kommer efter, at belægget i de åbne fængsler i første kvartal af dette år ifølge fagbladet Fængselsfunktionæren var 100,5 procent. Det skyldes ikke mindst, at der de seneste år er blevet skruet op for straframmen, lyder det fra Enhedslisten.

- I løbet af de seneste ti år er vi begyndt at straffe 51 procent mere, end vi gjorde tidligere. Det betyder, at der er mange flere, der kommer i kontakt med fængselssystemet, og det betyder, at kampen mod nye ofre bliver sværere. Når vi har så stor en overbelægning, så bliver vi nødt til at se på, hvad der er årsag til det, siger Pernille Skipper, der peger på flere steder i retssystemet, hvor der er sket en »ubalance«.

For eksempel står en voldtægtsmand til en længere straf, hvis han ikke kender offeret, og det er ifølge ordføreren et eksempel, der »skriger til himlen«.

- Vi mener, at den strafstigning, der betyder, at man straffer overfaldsvoldtægter (voldtægter, hvor gerningsmanden ikke kender offeret, red.) hårdere, skal ned på det niveau, det var før, siger Pernille Skipper, der også peger på hjemmerøverier.

- Man har hævet straffen på hjemmerøveri. Det betyder, at det giver fem år. Til sammenligning giver et drabsforsøg seks år, og det, synes vi, er en ubalance, siger Pernille Skipper.

Hun kalder det »den nemme løsning« for politikerne bare at hæve straframmerne, når der for eksempel i medierne er historier om voldsomme hjemmerøverier.

- Den nemmeste tilgang som politiker er at sige, at vi skal hæve straffen. Det har bare ikke nogen effekt, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokraternes retsordfører, Ole Hækkerup.