Før forhandlingerne om en skattereform for alvor er kommet i gang, er spillet begyndt, om hvem der skal have skylden, hvis det ikke lykkes for regeringen og Enhedslisten at lande en aftale.

Efter torsdagens møde mellem Enhedslisten og finansminister Bjarne Corydon (S) siger Enhedslisten skatteordfører, Frank Aaen, at det i hvert fald ikke er Enhedslistens skyld, hvis det ikke lykkes.

Spørgsmål: Hvor realistisk er det, at I kommer til at lave en aftale med regeringen?

- Det ved jeg ikke, men det er ikke vores skyld, hvis det ikke kan lade sig gøre, siger Frank Aaen.

Ifølge BNBs oplysninger har Enhedslisten gennem lang tid bag lukkede døre advaret regeringen på det kraftigste mod at forringe overførselsindkomsterne. Men en del af regeringens udspil til en skattereform er netop at lægge en dæmper på stigningen i overførselsindkomsterne, og foreløbigt har regeringen ikke imødekommet Enhedslistens ønske om at skrotte den del af aftalen.

- Det har de hørt, men de har ikke givet os tilsagn om at lave det om, siger Frank Aaen.

Spørgsmål: Kan I på nogen måde gå med til at forringe forholdene for folk på overførselsindkomster?

- Nej, det kan vi ikke.

Spørgsmål: Så hvis det ikke bliver taget ud af planen, så kan I ikke lave en aftale?

- Det er det krav, vi har, siger en usædvanlig ordknap Frank Aaen.

Forhandlingerne om en skattereform startede tirsdag, hvor alle Folketingets partier var inviteret til forhandlingsbordet af finansministeren. Partierne fortsætter hen over weekenden, hvor Venstre efter alt at dømme vil være at finde ved forhandlingsbordet.