Selvom Enhedslisten torsdag aften takkede nej til regeringens finanslovspakke, er partiet klar til at gøre alt, hvad det kan, for at sikre en rød finanslov. Det siger næstformand i Enhedslistens folketingsgruppe, Pernille Skipper.

- Vi forhandler selvfølgelig videre, det er klart. Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at sørge for, at regeringen kommer til at lave en finanslovsaftale med Enhedslisten. Men i sidste ende er det jo regeringens valg, hvem de vil lave en aftale med, siger Skipper, der også er retsordfører og socialpolitisk ordfører.

En anonym socialdemokratisk ordfører udtaler i dag til Politiken, at regeringen - efter Enhedslisten afvisning - nu arbejder hen imod et flertal med Dansk Folkeparti og Venstre. Det scenarium er Enhedslisten parat til at afværge ved at gå på kompromis.

Spørgsmål: Er I parate til at gå på kompromis på dagpengeområdet?

- Vi går selvfølgelig gerne på kompromis, sådan er det i en forhandlingssituation. Men der skal to til tango, og vi har oplevet, at regeringen er meget modvillig med at imødekomme os, siger Pernille Skipper.

Torsdag aften forlod Enhedslisten finansminister Bjarne Corydons (S) kontor med utilfredshed over regeringens udspil.

- Vores krav har været, at de mennesker, som falder ud af dagpengesystemet i 2013, skal der spændes et sikkerhedsnet ud under, og sådan et tilbud har der ikke ligget ovre på forhandlingsbordet, siger næstformanden.

Ifølge Politiken har regeringen ellers foreslået, at de, der er i fare for at ryge ud af dagpengesystemet, får mulighed for et uddannelsesforløb på op til et halvt år med en indtægt svarende til kontanthjælp. Dermed bliver folk opkvalificerede samtidig med at undgå slet ikke at have nogle penge. Men det er ikke godt nok til Enhedslisten.

- De kan lave finanslovsaftalen med os, hvor man redder dem, der falder ud af dagpengesystemet, de kan lave den med Venstre, hvor man forringer forholdene for de arbejdsløse - eller med DF eller Konservative, som slet ikke gør noget for de mange arbejdsløse, som står til at miste forsørgelsesgrundlaget, siger Pernille Skipper.

Fredag eftermiddag er de Konservative blevet indbudt til forhandlinger hos Corydon, erfarer Berlingske Nyhedsbureau, mens Liberal Alliance endnu ikke har fået en invitation.