Januar måneds kontanthjælp er udeblevet hos en række kontanthjælpsmodtagere, og det er under al kritik, mener Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen (Ø).

Kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft 1. januar, betyder nemlig, at almindelige lønmodtagere, der lever i et papirløst forhold med en kontanthjælpsmodtager, skal aflevere lønsedlen hver måned, inden kontanthjælpen til partneren kan beregnes.

Men mange får lønsedlen for sent til at kunne nå at aflevere den til kommunen, og så bliver kontanthjælpen ikke beregnet i tide, skriver Jyllands-Posten søndag.

»Det er en skandale, at kommunerne ikke udbetaler kontanthjælpen til tiden. Det er en dobbelt straf for de mennesker, der bliver sat mange tusinde kroner ned i indtægt som følge af de nye regler om forsørgerpligt. De har ikke for mange penge i forvejen, og de risikerer at komme bagud med husleje og andre faste udgifter,« siger Finn Sørensen i en skriftlig kommentar.

Socialordføreren henviser til, at de nye regler dikterer, at kontanthjælpen vil være afhængig af ens partners indkomst – selv om man ikke er gift, men blot bor sammen.

Han vil nu have beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til at svare på, hvad hun vil gøre for at hjælpe de kontanthjælpsmodtagere, der ikke fik kontanthjælpen ind på kontoen 1. februar. Det er nemlig »hamrende ulovligt«, mener Finn Sørensen.

»Loven siger, at kontanthjælpen udbetales månedsvis bagud. Det er klart ulovligt, hvis det ikke sker. Jeg har derfor spurgt Mette Frederiksen, hvad hun vil gøre for, at kommunerne overholder loven, og hvad hun vil gøre for at hjælpe de mange mennesker, der pludselig står uden mulighed for at betale deres regninger til tiden,« siger han.

FOA-formand Dennis Kristensen har udtrykt, at han er »voldsomt oprørt« over flere af de konsekvenser, kontanthjælpsreformen har haft, og Finn Sørensen er enig.

»Det er blot endnu et eksempel på en elendig og dybt skadelig reform, der sender tusindvis af mennesker ud i krise og fare for at havne i fattigdom,« siger han.