Det burde ikke være svært for regeringen at afvise det forslag til en finanslov, som Venstre har lagt på bordet.

Det mener Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, der kalder udspillet fra Venstre »et dårligt håndværkertilbud«.

- Det indebærer, at forringelser i kontanthjælp og SU skal finansiere afviklingen af en række afgifter, som Venstre har fortrudt at have indført, og skattelettelser til erhvervslivet, siger Per Clausen under åbningsdebatten i Folketinget.

Til gengæld vil Venstre ikke gøre noget ved det, som, Enhedslisten mener, er den helt store udfordring lige nu, nemlig at tusindvis af danskere står til at falde ud af dagpengesystemet efter nytår.

- Enhedslisten vil ikke acceptere, at titusindvis smides ud af dagpengesystemet uden at have fået et tilbud om arbejde. Her er det ikke nogen løsning at pege på en akutpakke, der får 400 i arbejde, eller på en økonomisk politik, der fører til stort set uændrede arbejdsløshedstal, siger Per Clausen.

Enhedslisten har under åbningsdebatten gået hårdt til både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i forhold til spørgsmålet om dagpengereglerne.

- Der er tusindvis af mennesker, der står til at falde ud af dagpengesystemet, og det er meget alvorligt, for mange af dem risikerer at få nul kroner at leve for, at måtte gå fra hus og hjem. Igen af dem ville have været stået i den situation, hvis det ikke havde været for Dansk Folkeparti, for der var ikke flertal på Christiansborg for at forringe dagpengereglerne, hvis ikke Dansk Folkeparti havde stemt for. Jeg håber meget, at DF er bevidste om det ansvar, I bærer, sagde Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører Enhedslisten, da Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl var på talerstolen.

De Radikales gruppeformand Marianne Jelved har fra talerstolen afslået at ændre på dagpengereglerne.

- Vi står ved de aftaler, vi indgår, lød det.