EL: Børnenes penge må ikke forsvinde i kommunekassen
Kommunerne skal bruge en halv milliard kroner mere på daginstitutioner, men ifølge KL er pengene ikke øremærket til flere pædagoger. Det møder nu kritik fra Enhedslisten.
Kommunerne skal bruge en halv milliard kroner mere på daginstitutioner, men ifølge KL er pengene ikke øremærket til flere pædagoger. Det møder nu kritik fra Enhedslisten.
Rosa Lund, Enhedslisten ordfører på daginstitutionsområdet, kritiserer Erik Nielsen fra Kommunernes Landsforening (KL) for udmeldingen om, at 500 millioner kroner i kommuneaftalen til daginstitutionsområdet ikke er øremærket til mere personale.
Det var nemlig formålet med pengene, der blev afsat på finansloven i efteråret.
- Det er provokerende, at formanden for KL, Erik Nielsen, undsiger kravet om bedre normeringer i daginstitutionerne. De 500 millioner kroner ekstra til daginstitutionerne blev netop givet i finansloven for at sikre, at der er personale nok, siger Rosa Lund i en pressemeddelelse.
Kommunerne og regeringen blev søndag enige om en aftale for kommunernes økonomi i 2013. Ifølge aftalen skal kommunerne bruge en halv milliard mere på, at styrke kvaliteten i dagtilbud, men der stilles ikke direkte krav om en bedre normering.
Pædagogernes fagforening BUBL var tidligere mandag ude at kritisere, at aftalen ikke tvinger kommunerne til minimumsnormeringer.
- Nogle kommuners normeringer er kommet så langt ned, at det er helt uforsvarligt i nogle situationer, for eksempel når pædagoger er alene med mange børn, siger Henning Pedersen, formand for BUPL.
Pædagogerne er bange for, at kommunerne vil tage imod de 500 millioner, samtidig med at de på grund af økonomiske problemer vil skære ned på daginstitutionerne. Rosa Lund forstår godt pædagogernes bekymring.
- Jeg kan godt forstå, hvis pædagogerne og resten af det pædagogiske personale er vrede over KLs udmelding. Det er afgørende, at de her penge går til mere personale, for nogle steder er det uforsvarligt få voksne til store grupper af børn.
Formand for KL, Erik Nielsen, mener ikke, at højere normering altid er lig med bedre kvalitet. Nogle steder er normeringerne gode nok, mens der andre steder er behov for bedre normeringer.
- Jeg tror, at man er bedst til at prioritere pengene lokalt, siger Erik Nielsen ifølge dr.dk.
Han forklarer, at i nogle kommuner vil pengene blive brugt til at udvikle medarbejderne. Andre steder vil der blive ansat flere, eller også vil pengene blive brugt på andre ting, der er vigtige for kommunen. Han understreger overfor dr.dk, at det er vigtigt, at kommunerne ikke er bundet, men at forældre og medarbejdere sammen kan finde ud af, hvor der skal sættes ind.
Men Enhedslisten frygter, at pengene til børnene forsvinder i kommunekassen.
- De 500 millioner kroner er et godt skridt i retning af daginstitutioner med et passende antal voksne, så der skabes tryghed, trivsel og glæde i vores vuggestuer og børnehaver. Og det må KL forstå. Ellers må der skrappere lovgivning til, siger Rosa Lund.