EU-Kommissionen kritiserer den danske PSO-afgift, som set med EU-øjne favoriserer danskproduceret strøm. Energiminister Rasmus Helveg Petersen vil tage sagen op over for EUs konkurrencekommissær.

Den danske PSO-afgift på elektricitet strider imod EU-traktaten. Sådan lyder kritikken fra EU-Kommissionen, der retter en skarp kritik af afgiften, som går til finansiering af vedvarende energi.

Problemet er ifølge EU-Kommissionen at det kun er danskproduceret el, der har adgang til de støtteordninger, som finansieres af PSO-afgiften. Det er ifølge EU-Kommissionen konkurrenceforvridende.

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) siger på baggrund af kritikken, at han nu vil tage sagen op over for EUs konkurrencekommissær, Joaquin Almunia.

»Sagen har skabt usikkerhed blandt både virksomheder og borgere om afregningspriser på el og om de lempelser af PSOen, vi gennemførte i vækstaftalen. Den usikkerhed kan vi ikke leve med. Jeg vil derfor personligt følge op over for konkurrencekommissær Almunia, så vi hurtigst muligt kan finde en stabil løsning,« siger Rasmus Helveg Petersen i en skriftlig kommentar.

»Jeg er meget optaget af, at der findes en løsning, som passer til de danske forhold. Jeg kan ikke sige nu, hvordan den endelige løsning kommer til at se ud, men én ting er sikker, og det er, at vi også i fremtiden støtter grøn energi, så vi kan fortsætte omstillingen væk fra kul, olie og naturgas,« siger Rasmus Helveg Petersen.

Det haster ifølge ministeren med en løsning på problemet, da sagens udfald har betydning for andre danske ordninger omkring støtte til solceller og husstandsvindmøller.

»Det er vigtigt, at der findes en snarlig og smidig løsning på sagen, så vi kan komme videre med de verserende statsstøttesager om vind og sol, som afventer en afgørelse i Kommissionen, og så vi kan få gennemført de PSO-relaterede dele af vækstaftalen, som netop er indgået,« siger Rasmus Helveg Petersen, der har bedt Energistyrelsen om at gå i dialog med EU-Kommissionen om en hurtig løsning på sagen.

Et flertal i Folketinget aftalte i forrige måned, at PSO-afgiften skal lempes med i alt 13,2 milliarder kroner frem mod 2020.