Det er blevet sværere og sværere at finde ud af, hvilket motiv en terrorist har. For efter Anders Behring Breiviks massakre på den norske ø Utøya i sommer har islamisterne mistet deres monopol på den form for attentater. Det er et resultat af en tydelig parallel mellem islamister og højreekstremister, mener terroreksperter. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Senest har der været spekulationer om motivet bag de skuddrab, der er fundet sted i Frankrig de seneste 10 dage på jødiske børn, en rabbiner og tre soldater. Dramaet fortsætter for øjeblikket, hvor det franske politi forsøger at få den mordmistænkte, som har erkendte drabene som en al-Qaeda-mission, til at overgive sig. Det har nu varet mere end et døgn.

- I begge tilfælde er der tale om, at enkeltpersoner eller meget små grupper opererer selvstændigt, uden for en struktureret organisation, men kun drevet af et ideologisk fællesskab, som især opbygges på internettet, forklarer Andrew Silk, professor i kriminologi ved University of East London med speciale i terrorpsykologi og medlem af EU-Kommissionens netværk af radikaliseringseksperter, til Kristeligt Dagblad.

- Den enlige ulv, der begår attentater på egen hånd, er udviklet på den ekstreme højrefløj, som havde svært ved at mobilisere større grupper og derfor opfordrede enkeltpersoner til at handle på egen hånd. Med efterretningsvæsenets effektive overvågning af islamistiske grupper, som har lagt al-Qaeda i ruiner som organisation, har denne aktionsform nu bredt sig til de islamistiske sympatisører, fastslår Andrew Silk.

Derudover er det vanskeligt, fordi ofrene for deres had ofte er de samme, lyder det fra Hans Jørgen Bonnichsen, terrorekspert og tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste.

- Jøder er på både islamisters og højreekstremisters traditionelle hitliste over ofre, selv om det ikke var tilfældet hos Breivik. Og angrebet på soldaterne kunne også have forskellige bevæggrunde: som repræsentanter for en hær, der opererer i Afghanistan, eller som repræsentanter for etniske minoriteter, siger Bonnichsen til Kristeligt Dagblad.

Og det er ikke kun de operationelle kendetegn som er ens.

- Jeg plejer at sige, at Anders Breivik og Mohammed Atta, hovedmanden bag den 11. september 2001, er to alen af samme stykke. Deres radikalisering bunder i et sort-hvidt verdenssyn, og det forenklede verdenssyn gør dem til terrorister, siger Bonnichsen.