En økonomisk bonus. Det skal være guleroden for de engelske hold, der kommer langt i Europa League.
Det har Premier League-bosserne haft oppe at vende ved deres seneste møde, skriver den engelske avis The Guardian.
Pengene skal angiveligt komme fra Premier Leagues enorme tv-aftale, hvor en ny og forbedret aftale træder i kraft til sommer.
For blandt de engelske topklubber er man ved at indse alvoren. England holder i øjeblikket kun snævert fast i deres fjerde Champions League-plads foran Italien, der har halet kraftigt ind på dem de seneste år. Ikke mindst på grund af dårlige engelske resultater i netop Europa League.
Eksempelvis røg Southampton og West Ham i denne sæson allerede ud i kvalifikationsrunden til henholdsvis FC Midtjylland og upåagtede rumænske Astra Giurgiu. Og West Ham stillede i den kamp med et meget reservespækket hold, hvilket vidnede om, hvor useriøst de tog turneringen.
Det er UEFAs såkaldte koefficientliste, der afgør, hvor mange hold man har med i Champions League og Europa League. Den gøres op over de seneste fem år og er baseret på de point, holdene skraber sammen i de samme turneringer.
Premier League-cheferne har ifølge The Guardian også diskuteret andre tiltag, der skal hjælpe engelske hold i Europa. Blandt andet vil man kigge på det ellers nærmest fastlåste engelske program. Der er således tale om at sløjfe FA Cup-returkampe ved uafgjort og at flytte FA Cup-kampe til midtugen.
Man har endda talt om at indføre en vinterpause.
I Manchester United har man allerede fuld fokus på Europa League efter de dårlige resultater i Premier League, hvor holdet kun er nummer fem.
Vinderen af Europa League kommer direkte i Champions League, og Manchester Uniteds manager Louis van Gaal mener, at efter weekendens grimme nederlag mod Sunderland nok er den bedste mulighed for at være med blandt Europas elite i næste sæson.
»Efter denne kamp er det den bedste vej, tror jeg,« siger hollænderen ifølge nyhedsbureauet AFP.
FC Midtjylland og Manchester United møder hinanden torsdag aften klokken 19 med returopgør ugen efter.