75.000 danskere har et usundt forhold til mad. Socialt medie driver dem ud i spiseforstyrrelse, advarer eksperter.

Mens magre piger fra hele verden hepper på hinanden i kampen mod kiloene, hylder hinandens livsfarlige kropsmål og kommer med slanketips på fototjenesten Instagram, risikerer den globale tendens at ramme en voksende gruppe af ellers raske danskere.

Sådan lyder den bekymrende melding fra flere eksperter, som BT har talt med. Omkring 75.000 danskere lever i dag med en spiseforstyrrelse, men ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade (LMS) har et lige så højt antal danskere en såkaldt risikoadfærd, der let kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse. Især unge piger er i farezonen. Risikoadfærd betyder, at man har et unaturligt forhold til mad, vægt, krop og motion.

Dyrkelsen af ekstremt tynde kvindekroppe på sociale medier som Instagram fungerer som ’vand på risikogruppes mølle’, siger generalsekretær i LMS, Steen Andersen, der er dybt bekymret over tendensen.

- Gruppen med risikoadfærd er faktisk dem, man skal være allermest nervøs for. De dyrker meget motion, spiser på bestemte tidspunkter og spiser kun bestemte fødevarer. Og det er et ræs, der desværre passer rigtig godt ind i de her sociale medier, hvor det handler om facade og dyrkelse af perfektion, siger Steen Andersen.

Rachel Santini, der er hospitalsdirektør på privathospitalet Kildehøj, som er specialiseret i spiseforstyrrelser, deler Steen Andersens bekymring for udviklingen. For mens antallet af mennesker, der lider af anoreksi er rimeligt stabilt, vokser gruppen af mennesker med et tvangspræget forhold til mad. En tendens, der ifølge Rachel Santini skydes Danmarks sundhedspolitik og mediernes øgede fokus på sundhed:

- Det ikke så mærkeligt, at flere udvikler spiseforstyrrelser. Vi får så meget viden, at det gør os handlingslammede. Den ene dag får vi at vide, at riskiks er farlige, den anden dag at kvinder får brystkræft af rødvin. Vi har så meget fokus på et sundt liv frem for at have fokus på et godt liv, siger Rachel Santini.