Internationalt ekspertpanel peger på uregelmæssigheder i 15 af den kontroversielle hjerneforskers videnskabelige artikler.
Et internationalt ekspertpanel har tirsdag eftermiddag offentliggjort sin rapport, hvor 79 af hjerneforskeren Milena Penkowas videnskabelige artikler er blevet undersøgt. Det drejer sig om artikler, hvor Milena Penkowa har været hoved- eller medforfatter.
I rapporten, der allerede i sidste måned blev lækket til Berlingske, mistænker Lassmann-panelet, der ledes af den østrigske professor Hans Lassmann fra Universitetet i Wien, blandt andet Milena Penkowa for bevidst videnskabelig uredelighed i 15 af de undersøgte artikler.
Panelet har rejst mistanke om »opdigtede dyreforsøg, manipulation med data, forfalskning af resultater og ikke udførte kontroleksperimenter i yderligere 15 af Penkowas videnskabelige artikler.«
De mistænkelige videnskabelige artikler ligger ud over dem, der allerede er anmeldt til politiet og Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).
- Det er vigtigt at kunne skelne mellem utilsigtede fejl og bevidste forfalskninger. Panelet af de internationale forskere er imidlertid ikke i tvivl om, at der er begrundet mistanke om bevidst videnskabelig snyd i 15 af Penkowas artikler. Det er særligt artikler skrevet i hendes tidlige år som forsker, fastslår formand for panelet, professor Hans Lassmann fra Medical University i Wien, på Københavns Universitets hjemmeside.
Milena Penkowa mener imidlertid ikke, at det internationale ekspertpanels rapport kan bruges til særlig meget.
- Denne alternative metode, som nærmest svarer til et tilfældigt stikprøvesystem, er på forhånd dømt til at mislykkes. Alene derfor er rapporten ubrugelig, sagde Milena Penkowa i midten af juli måned til Berlingske.
Eksperterne fælder imidlertid ikke kun en hård dom over Penkowa, for Københavns Universitet får i rapporten en stor del af skylden for de omfattende fejl i Penkowas forskning, idet man ikke har haft formelle regler for god videnskabelig praksis.
Det var Københavns Universitet, der i februar 2011 kontaktede Det Frie Forskningsråd og bad dem om hjælp til en undersøgelse af den kontroversielle forskers samlede prouktion for at afklare, hvorvidt der skal trækkes yderligere publikationer tilbage. Det var rådet, der anbefalede det internationale panel, som tirsdag har offentliggjort sine resultater.
Milena Penkowa blev i 2010 suspenderet fra Københavns Universitet, og hun blev samme år idømt en betinget dom for dokumentfalsk, underslæb og falsk anklage mod en af sine studerende.
I juni 2012 afgjorde UVVU, at Milena Penkowa begik et »alvorligt brud på god videnskabelig praksis« i de to første af en række sager.