Danske Michael Mortensen, der arbejdede med Caroline Wozniacki tidligere på året, er mere forsigtig med at sige, hvilken indflydelse forholdet har haft på de svingende resultater.
- Jeg kan ikke vurdere om forholdet mellem Rory og Caroline har influeret negativt på hendes resultater. Men når man er forelsket, er der en tendens til, at ens tanker er et andet sted, siger Michael Mortensen, der er spændt på at se, om Caroline Wozniacki dukker op ved de næste to ugers Grand Slam-turnering French Open.
- Nu må vi se. Hun har det seneste stykke tid været plaget af en knæskade. Den driller tilsyneladende stadig. Men får hun et par lette kampe at indlede med, vil jeg ikke afvise hendes muligheder for at præstere godt dernede, siger Michael Mortensen.
Lodtrækningen til French Open foretages fredag, mens de første kampe spilles søndag.