En 16-årig teenager opdagede til sin store skræk, at hans ben var fyldt med blod, efter han havde taget en tur i havet i Melbourne, Australien.

Den 16-årige Sam Kanizay ville sammen med sin far køle sine ben af på Dendy Street beach i Brighton, da de var blevet ømme efter en fodboldkamp. Da han kom op igen, kunne han til sin forfærdelse se, at hans ben var smurt ind i blod.

»Først lignede det sand, men efter, han gik i vandet igen for at vaske det af og kom op igen, var has ben fyldt med blod,« siger faren Jarrod Kanizay til AP ifølge The Guardian.

Faren forsøgte ihærdigt at tørre blodet af, men det blev ved med at fosse ned af teenagerens ben. Derfor skyndte de sig på hospitalet, fortæller faren til The Guardian.

Her kunne drengen, faren og lægerne til deres skræk konstatere, at tusindvis af kødædende smådyr var i gang med at æde Sam Kanizays ben op.

»Der var en kæmpe pøl af blod på gulvet på hospitalet. Der er ingen, der ved, hvad det er for nogle dyr. Vi har ringet til alle mulige eksperter og læger i Melbourne,« siger Alistair Poore, der er marineeskpert, til mediet.

Alistair Poole tror, at det er fiskelus eller lakselus, men han har aldrig har set så mange gå til angreb på et menneske før. Samtidig fortæller han, at det vil kræve enorme mængder fiskelus til at få det til at bløde så voldsomt. Andre tror dog, at det er fiskelarver, der har forvoldt den store skade.

Til Daily Mail fortæller Sam Kanizay om sine skader:

»Det lignede hundredevis af små huller, der dækkede begge mine fødder og ankler,« siger Sam Kanizay, der måtte ligge på hospitalet i en hel nat, før blødningerne stoppede.

Dagen efter tog Sam Kanizay ned til det samme sted, hvor han var blevet ædt op, for at fange fiskelusene.

I den ulækre video, som du kan se herover, kan man se, hvordan han lægger flere klumper kød ned i et net, og hvordan fiskelusene med det samme begynder at æde stykkerne.

»Det er vildt at se, hvordan de bare suger alt livet ud af kødet. Én ting er sikkert: De elsker kød,« siger Sam Kanizay til Daily Mail.