Bremserne virkede, som de skulle, da et IC4-tog i november sidste år måtte bruge næsten tre kilometer på at standse nær Marslev på Fyn.

Det er hovedkonklusionen i en ny rapport fra DTU, der i stedet skyder skylden på glatte togskinner - et problem der ikke kun rammer de uheldsvangre IC4-tog.

Alligevel foreslår eksperterne en række optimeringer af togenes bremsesystem, som kan bringe bremselængden markant ned.

Under episoden ved Marslev overskred toget bremselængden med hele 550 meter. Foredringerne, som DTU foreslår, kan nedsætte længden med 250 meter, så DSB skal også sørge for at sætte farten ned, når der er mistanke om glatte skinner.

- På DTU er vi glade for, at vi har kunnet afklare årsagen til hændelsen ved Marslev, og at vi kan komme med forslag, der vil forbedre IC4-togenes bremseevne i lignende situationer, siger koncerndirektør Niels Axel Nielsen i en pressemeddelelse.

- Det kræver både dybe og meget forskelligartede kompetencer at analysere og trænge til bunds i sager som denne, og analysen af IC4-togenes bremser har da også involveret over 20 forskere og professorer fra fem af vore institutter, fortæller han.

DTU fortsætter i de kommende måneder sine undersøgelser af skinneforhold baseret på danske og udenlandske data. Den endelige rapport ventes klar i september 2012.