En ny reform af pædagoguddannelsen vil kunne hjælpe til at nedbryde stereotype forestillinger om, hvordan drenge- og pigebørn bør opføre sig, mener kønsforsker Karen Sjørup.

Piger leger prinsesser, og drenge klatrer i træer. Men står det til kønsforsker Karen Sjørup, bør det ikke altid være sådan.

- Når der spilles fodbold, er det ikke kun drengene, der skal opfordres til at deltage. Også pigerne skal inspireres, siger kønsforsker ved Roskilde Universitet, Karen Sjørup.

Hendes udtalelse kommer i kølvandet på en ny reform af pædagoguddannelsen fra Regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, der vil klæde de studerende på til at tale med børnene om kønsroller og nye familiemønstre.

Sjørup er positiv over for den nye reform, fordi hun mener, det kan være med til at ændre den måde, børnene bliver opdraget i institutionerne i dag.

- Vi har længe ønsket, at vi også skulle have den dimension ved uddannelsen. Der er alt for mange kønsstereotyper hos børn i dag. Der er nogle forventninger om, at piger bedst kan lide at lege med dukker, og at drenge helst skal lege vilde lege. På den måde har man indskrevet en kønsarbejdsdeling allerede fra børnehaven, siger hun.

Det er dog ikke alle pædagoger, der skal klandres for at fastholde piger og drenge i bestemte stereotype kønsroller.

- Der er et reelt problem, som mange har forsøgt at udviske. Men vi ser stadig, at kønsrollerne er alt for fastlåste, siger Karen Sjørup.

Antropolog og forfatter Dennis Nørmark, der tidligere har kritiseret svenskerne for at være for ekstreme, når det gælder ’ligestilling i børnehaven’, har svært ved at se, at der skulle være tale om et reelt problem:

- Personligt har jeg ikke set eksempler på, at pædagoger har følt sig begrænsede i at tale med børnene omkring kønsroller. Jeg troede faktisk, at det allerede var en del af pædagoguddannelsen, at de studerende blev undervist i netop det. Det lyder lidt som en venstrefløjsmarkering, hvor man viser, at man er bannerfører for en bestemt identitetspolitik, siger han.

Dennis Nørmark bakker dog op om, at det kan være en god ide, at pædagogerne bliver bedre til at tale om ’nye familiemønstre’, som også er en del af den nye reform. Det er fint at ruste børnene til en verden, hvor kønsroller ikke er alt for firkantede. Men de skal helst kunne navigere i nogle bestemte roller i vores samfund. En verden, hvor køn ikke spiller en rolle, er ikke særlig holdbart, siger Dennis Nørmark og henviser til Sverige, hvor man har brugt kønsneutrale termer som f.eks. »hen« i stedet for han og hun. Det synspunkt deler Karen Sjørup:

- Det er vigtigt, at børn har en oplevelse af, at det er acceptabelt at have to mødre. Det giver dem en større tolerance over for andre mennesker.