Det forklarer musikjurist Mikael Højris fra Dansk Musiker Forbund (DMF), som bt.dk har fået til at kigge på ’X Factor’-aftalen fra Danmarks Radio og produktionsselskabet Blu, der producerer seermagneten ’X Factor’.

- For overhovedet at få lov til at deltage, skal man på forhånd skrive under på, at man accepterer aftaler, man aldrig nogensinde har set. Det synes jeg, er fuldstændig langt ude og bondefangeri, lyder kritikken fra Mikael Højris, der som DMFs ekspert inden for alle typer kontrakter i musikbranchen rådgiver en lang række af de største, danske musiknavne.

Fra kontrakten: Jeg erklærer mig indforstået med, at jeg vil blive bedt om at udfylde, underskrive og godkende andre kontrakter – inklusiv yderligere deltagerkontrakter, en evt. pladekontrakt, en evt. ’X Factor’-tournéaftale og en evt. managementkontrakt, såfremt jeg går videre til live-programmerne, og jeg ønsker at fortsætte…

- De kontrakter, der nævnes, er meget vidtgående og vigtige musikbranche-aftaler, som folk normalt har juridiske rådgivere til at hjælpe sig med at forstå og tage stilling til. Men med ’X Factor’ er man med bind for øjnene tvunget til at gå ind i disse aftaler. Jeg synes, det er umoralsk, slår Mikael Højris fast. 

Ren 'Big Brother'

Fra kontrakten: Overdragelsen omfatter retten til at benytte samtlige optagelser, hvori jeg indgår på enhver måde, herunder men ikke begrænset til udnyttelse på tv, internettet, i bogform, på cd, dvd, Blu-ray etc. uden at der tilkommer mig ret til særskilt vederlag.

- Det er ikke meget anderledes end ’Big Brother’. Jeg ville aldrig nogensinde stille op i det her og underskrive kontrakten. Ikke for penge. Jeg har ingen ambition om, at hele verden skal kigge på, at jeg står og tuder. Personligt synes jeg, at DR skulle lave nogle ordentlige musikprogrammer i stedet for det her pjat. ’X Factor’ er underholdning, og at kalde det for et musikprogram er en fornærmelse mod musikere. Det er ’Big Brother’ for amatørmusikere, lyder den hårde dom fra DMFs ekspert, der også bemærker, at deltagere i audition-kontrakten overgiver alle rettigheder til Blu, der må bruge al materiale til evig tid.

Desuden peger Mikael Højris på, at vigtige detaljer mangler i kontrakten.

- Det her er et stykke varm luft. Der er ingen konkrete tal eller datoer, og inden man er ude af aftalen, kan der sagtens gå adskillige år. Det er knap så sjovt, hvis det viser sig, at det ikke fungerer, at man vil noget andet, men er bundet af en kontrakt, advarer Højris. Tænk dig om Musikjuristen har før givet vejledning til tidligere ’X Factor’-deltagere og råder alle til at tænke sig om en ekstra gang, før de skriver under på noget i denne stil. - Mit indtryk er, at man som deltager føler sig tryg ved DR. Men jeg vil råde dig til grundigt at overveje, om du selv tror, at dét at udstille dig selv ekstremt privat og offentligt i ’X Factor’ er en god måde at indlede din musikkarriere på.

Dernæst skal du tænke over, hvor lidt du kan tjene, og hvor lang tid du er bundet af aftalerne. Og så skal du være klar på, at det, Blu siger, er rigtigt, og at de har lov til at lave aftalen om, hvis de pludselig får lyst til det. Kort sagt, Blu bestemmer, hvad der er retfærdigt, slår Mikael Højris fast.

BT har forgæves forsøgt at søge aktindsigt i den ’X Factor’-aftale, der skal skrives under af de deltagere, som går videre til bootcamp og liveshow. Men DR har afvist med henvisning til, at Danmarks Radio er omfattet af offentlighedsloven.