Ferie-selfies er populære. Men måske du skal tænkte dig om en ekstra gang, inden du poster næste gang. Ifølge en ekspert kan de være skadelige for dit omdømme.

Enten hører man til dem, der elsker at poste dem. Eller også hader man dem – de populære ferie- eller sommerselfies (ofte af folks grimme og upolerede tæer), der fylder temmelig meget på de fleste facebook-sider i disse sommermåneder.

Ofte er herlighederne ledsaget af tekster som for eksempel #lifeisgood eller andet i den dur, der skal understrege, hvor skønt man har det.

Men måske bør man lige tænke sig lidt om, inden man udstiller sin hårde hud og andre mere eller mindre skønne kropsdele og situationer og hashtagger dem med tekster for at vise, hvor fantastisk ens liv er. Ved at udstille sig selv på den måde, kan man nemlig skade sit brand.

Det mener kommunikationsekspert og klummeskribent Timme Bisgaard Munk, der er redaktør på K-Forum.

I sin seneste klumme på b.dk revser han ferieselfiekulturen, som han mener er gået over gevind. Timme Bisgaard Munk mener, at det ’non-stop show’ af den såkaldte ’ferielykke’ har udviklet sig til en ’kommunikativ katastrofe’:

»Det er ofte sindssygt selvfedt og sygt uinteressant. Ja, det er ligefrem til skade for dig og dit personlige brand. Den sandhed er dog tabu og skjult i et slesk hav af falske møsser likes for dine 'venner',« skriver klummeskribenten.

Han mener, at mange sommerselfies har til formål at skabe misundelse ved at vise, hvor meget bedre man har det end andre:

»Vi elsker din kærlighed til din familie, dine børn og din kæreste. Vi vil gerne anerkende den kærlighed. Vi vil gerne bekræfte vores fælles bånd og vise, at vi har set dig. Men vi vil ved Gud ikke like, når du slår os i hovedet med, hvor meget rigere, lækrere og lykkeligere du og din familie er,« skriver Timme Bisgaard Munk, der mener, at resultatet bliver, at den, der ser billederne, står tilbage med en ’uberettiget’ følelse af at være mindre glad for sin familie eller ferie.

Det er dog ikke alle sommerselfies, der er dårlige, ifølge Timme Bisgaard Munk. Har du en abstinensagtig trang i fingrene efter at poste billeder af, når du griller bøffer i sommerhuset, hygger dig med familien i poolen eller drikker drinks i vandkanten, så kan det faktisk godt gøres på en måde, så det bliver en mere positiv oplevelse for modtageren. Ifølge Timme Bisgaard Munk skal man ganske enkelt bare ændre teksten til billedet til noget, der kan hjælpe dine facebookvenner, f.eks. et godt råd eller et tip til deres sommerferie.