Loven siger ikke noget særligt om, hvorvidt familiemedlemmer på lige fod med alle andre skal eller ikke skal søge om aktindsigt for at få oplysninger om, hvorfor en person er varetægtsfængslet, forklarer juridisk ekspert og professor på Københavns Universitet Eva Smith.
Hun mener, det er rimeligt nok, at familien til den 19-årige mand, der i torsdags hængte sig i Odense Arrest, må søge om aktindsigt i sagen for at få oplysninger om, hvorfor han var varetægtsfængslet.
Ifølge Eva Smith er det helt efter bogen, at man fra politiets side siger, at man må sikre sig, at retten er enig i, at familien får besked.
- Normalt er politiets efterforskning jo ikke genstand for offentligheden. Derfor synes jeg sådan set, det er rimeligt nok, at familien må søge om aktindsigt i sagen, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.
- Nu kan man sige, at det er en speciel situation, fordi han er død, men under andre omstændigheder - hvis han bare var fængslet - så var det jo ikke sikkert, han var interesseret i, at hans forældre skulle blive oplyst om, hvad han præcist var fængslet for, fortsætter hun.
Eva Smith understreger, at man som udgangspunkt ikke må fortælle andre om, hvad en person er varetægtsfængslet for.
Både Pernille Skipper, medlem af retsudvalget for Enhedslisten, og forsvarsadvokat Klaus Ewald fra Odense har ellers rejst kritik af Odense Politi, efter det er kommet frem, at familien til den 19-årige mand ikke kan få at vide, hvorfor han var varetægtsfængslet. Familien vidste ifølge TV 2 Fyn ikke engang, at manden var involveret i kriminalitet.
Pernille Skipper har udtalt til TV 2 Fyn, at hun synes, det er helt absurd, at familien ikke kan få et svar, mens forsvarsadvokat Klaus Ewald mener, der er et menneskeligt hensyn at tage til de efterladte.
Den 19-årig mand blev i sidste uge varetægtsfængslet for lukkede døre, hvilket kan indikere, at han var sigtet for alvorlig kriminalitet, fortæller TV 2 Fyn.