Hans Jørgen Bonnichsen forklarer, at PET i sådan en situation skal vurdere kildens - altså fotografens - troværdighed og finde ud af, om kilden har direkte adgang til oplysningerne.

- Derefter foretager PET en samlet vurdering af sagen, hvorefter man beslutter, om man skal arbejde videre med det. Men det er svært for mig at vurdere, om PET skulle have handlet anderledes i denne konkrete situation, for vi ved ikke præcis, hvad der skete - og jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Han tilføjer:

- Nu har ministeren (justitsminister Karen Hækkerup (S), red.) lovet en redegørelse. Man må håbe, at ministeren får en bekræftelse på, at PET har gjort dets arbejde godt nok. Men det normale er, at man undersøger alt. Det er den måde, man arbejder på.