Den traditionsrige hvedeknop har fået konkurrence fra en fuldkornsvariant. Pas på, at sundhedshysteriet ikke tager overhånd, mener ekspert.

I dag er det Store Hvededag - dagen før helligdagen Store Bededag, hvor danskerne traditionen tro skal spise lune hveder, der - som navnet antyder - er lavet af hvedemel. Men nu har det traditionsrige bagværk fået konkurrence af en lidt sundere fuldkornsvariant.

Hos Føtex og Bilka er det andet år, at man langer fuldkornshveder over disken til samme pris som deres 'hvide' fætre. Og det er der flere grunde til, forklarer kategorichef Palle Kjær Pedersen, der har ansvar for bageriafdelingerne i Dansk Supermarked.

»For det første er der en trend i fuldkorn. Dernæst hører til i vores samarbejde med Fuldkornspartnerskabet (samarbejde der har til formål at få danskerne til at spise de anbefalede 75 gram fuldkorn om dagen, red..), og endelig har fuldkorn jo mange fortræffeligheder - det giver en anden smag og konsistens, så det har ikke kun noget med sundhed at gøre,« fortæller han.

Og danskerne har tilsyneladende taget godt imod den nyfortolkede hvede. Dansk Supermarked regner med, at hver femte hvede, der bliver solgt i deres bagerafdelinger i år, er med fuldkorn.

Skulle man høre til dem, der mener, at det er lidt af en helligbrøde (tøhø...) at lave om på en elsket klassiker, så har Palle Kjær Pedersen også svar på det:

»I gamle dage bruge man jo hele kornet, så jeg tror nu nok, man har spist fuldkornshveder før i tiden. Det er først senere, at hvedemelet er blevet industrialiseret,« forklarer han til BT.

Også konkurrenterne i Coop Danmark tager grovere metoder i brug. Virksomhedens pressechef Jens Juul oplyser, at de for første gang har valgt at lave en opskrift på fuldkornshveder til deres bagerafdelinger i Kvickly og Superbrugsen

»Det er en test for at se, om den stigende interesse for sundhed også gælder hveder,« forklarer han.

Det er dog op til de enkelte bagerafdelinger, om de vil bage de grovere hveder, så derfor foreligger der endnu ikke nogen tal for, om fuldkornshvederne kan konkurrere med de traditionelle.

Den øgede fokus på fuldkorn er overordnet set en positiv udvikling, mener Jon Fuglsang, der er madsociolog og lektor ved Professionshøjskolen Metropol. Men han advarer mod, at det kan tage overhånd.

»Det grænser til sundhedshysteri, og man risikerer, at dele af befolkningen bliver trodsige af, at der skal være fuldkorn i alt. Hvis man vælger fuldkorn til hverdag og så spiser hveder en enkelt dag, så sker der ikke noget ved det,« slår han fast.

»Nogle madvarer er bare usunde, og så skal man spise mindre af dem. Det hjælper ikke noget at prøve at gøre alle fødevarer sunde,« lyder rådet fra Jon Fuglsang, der selv skal nyde traditionelle hveder i aften.