Onsdag straffede FIFA overraskende Barcelona for at rekruttere unge spillere til klubben fra hele verden. Næste to transfervinduer uden handel, lød dommen på.
Men Barcelona er langt fra den eneste klub, der kan ende i fedtefadet. Det mener redaktør hos Sport Executive, Kristian Boye, der sammen med partner Lars Andersson har beskæftiget sig med handel af ungdomsspillere i international fodbold.
- Vores research viser, at Barcelona umiddelbart har været mest aktive og aggressive i søgen efter den næste store stjerne blandt de helt unge talenter. Jeg tror godt, at andre klubber kan forvente at få en henvendelse fra FIFA. Real Madrid kunne være en af dem, og der er sikkert også et par andre klubber i Spanien. En klub som Paris Saint-Germain er også meget aktive, lyder vurderingen fra Kristian Boye, der kalder straffen for overraskende.
Det er dog langt fra noget nyt fænomen at hente unge spillere, men omfanget vokser i takt med, at pengene i fodbold bliver større og større, siger de fra Sport Executive. Her har de flere gange i løbet af det seneste år har været i kontakt med FIFA omkring klubbernes brud på reglerne.
Hvorfor kommer straffen så først nu?
- FIFAs forklaring til os har været, at de har været i gang med at undersøge omfanget. Undervejs fik vi så af vide, man ikke har følt, at der har været tale om et problematisk omfang og derfor ikke vil sanktionere det. Hvad der så efterfølgende sket er mere usikkert, men det interessante er, at de også har straffet det spanske fodbold forbund, fordi de har registreret og godkendt de spillere, som har været under den godkendte alder, siger Kristian Boye.
Torsdag skrev den spanske avis Sport, at også Real Madrid og Atlético Madrid efterforskes for handel af spillere under 18 år. Og FIFA vil på eget initiativ efterforske de to Madrid-klubber. Det forlyder nemlig, at der ikke er indgivet nogle officielle klager mod klubberne.
Om det også breder sig ud over de spanske grænser, vil tiden vise, men problemet er ikke kun spansk. Langt fra. Det er internationalt:
- Grunden til at vi begyndt at beskæftige os med problemstillingen var, at vi rundt omkring i verden - blandt den internationale spillerforening - fik indtrykket, at klubberne oprustede som aldrig før, og blev mere og mere målrettet i jagten på at finde den næste Lionel Messi. Det gælder overalt i verden.
I Danmark gælder det, at man skal være kategoriseret som 'ungdomsspiller', for at klubberne må henvende sig til forældre og spillere. Det sker først på U/13-niveau:
- VI har også flere eksempler på klubber Danmark, som også har påfaldende mange dygtige spillere helt ned på U-10 niveau. Det er ikke noget, man direkte kan bevise, men i flere tilfælde ser det mistænkeligt ud. Vi har også haft et tilfælde, hvor en forældre henvendte sig med et konkret eksempel, hvor en Superligaklub havde brudt reglerne ved at kontakte en 'børnespiller', forklarer han.
I første omgang har Barcelona 90 dage til at appellere dommen i den internationale sportsdomstol CAS, og det forventes i de spanske medier, at klubben vil gøre brug af den mulighed.