Ekspert: Libyerne vil demokratiet
De sidste dages libyske modstand mod ekstreme, islamiske grupper vidner om en politisk vilje til demokrati i det nordafrikanske land, vurderer lektor fra Mellemøststudier på SDU.
De sidste dages libyske modstand mod ekstreme, islamiske grupper vidner om en politisk vilje til demokrati i det nordafrikanske land, vurderer lektor fra Mellemøststudier på SDU.
30.000 borgere var fredag på gaden i Libyens næststørste by, Benghazi, for at demonstrere deres modstand mod flere ekstreme, islamiske grupperinger. Heriblandt Ansar al-Sharia, der menes at have en stor finger med i mordet på den amerikanske ambassadør, Christopher Stevens.
Den tusindfoldige skare af utilfredse libyere fik held med deres foretagende og drev Ansar al-Sharia og et par andre islamiske grupperinger på flugt. Og den kontante tilgang til de radikale miljøer vidner ifølge Libyen-ekspert og lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet Peter Seeberg om en folkelig vilje til demokratiet.
- Det her understreger, at der er politisk fornuft blandt et ikke ringe antal libyere. Det er positivt, at den libyske befolkning går ud og markerer, at ekstremisme ikke er noget, man ønsker i et nyt Libyen, siger Peter Seeberg til B.dk.
Flere mellemøstlige lande har gennem årene oplevet en ganske voldsom uro som følge af vold forårsaget af radikale grupper, men Libyen står og falder ikke med Ansar al-Sharias nåde.
- Jeg tror ikke, at der som sådan er nogen betydningsfulde grupperinger, som udgør en trussel. Men vi skal altid være forsigtige, der skal jo ikke ske mange ting, før man kan udgøre en lokal trussel, siger Peter Seeberg.
Demonstrationerne mod Ansar al-Sharia kommer som nævnt efter et voldsomt angreb på den amerikanske ambassade i Libyen, og Det Hvide Hus var da heller ikke sene til at støtte den folkelige opstand.
- Det er denne administrations forståelse, at det er et klart tegn fra det libyske folk på, at de ikke vil bytte en diktators tyranni med en bandes tyranni, sagde talsmand for Det Hvide Hus, Josh Earnest, ifølge Reuters.
Og den positive amerikanske udtalelse er helt på sin plads, mener Peter Seeberg.
- Jeg er enig i den overordnede opfattelse, som ligger i den amerikanske statement, at udviklingen i Libyen generelt set bevæger sig en nogenlunde fornuftig retning.