- Vi er jo tilbage til nogle år, hvor der rent teknisk er en forældelsesfrist. Derudover er det jo ikke sådan, at hverken Michael eller Bo påpeger, at der var systematisk doping på Bjarnes hold, siger Thomas Bay, der langt fra erklærer sig overrasket over, at Bo Hamburgers dopingmisbrug strakte sig længere end årene fra 1995-1997, som han tidligere havde erkendt.

- Der var vel ingen, som havde sat sig bare lidt ind i det her, som troede på, at Bo Hamburger stoppede med at dope sig i 1997.

- Det er jo en notorisk dopers måde at tænke på. Nu skal den have hele armen (med doping.red.), siger Bay.

I stedet mener han, at Riis' efterfølgende farvel til Bo Hamburger og Michael Rasmussen kan være med til at vise, at Bjarne Riis aktivt prøvede at arbejde for 'renere' tilstande på sit cykelhold.

- Bjarne skilte sig af med begge to. I Michael havde vi den måske største upcoming stjerne på det tidspunkt. Bjarne skriver endda en mail til Rabobank, hvor han advarer dem om at ansætte Michael Rasmussen. Og i Bo Hamburger havde vi måske en af de største etablerede stjerner, som lige pludselig ikke kunne få kontrakt med Bjarnes hold, lyder det fra Thomas Bay.

Selvom Bo Hamburgers seneste udmelding ifølge Thomas Bay ikke kommer til at få umiddelbare konsekvenser for Bjarne Riis og hans cykelhold Team Saxo-Tinkoff, kan den tidlige danske cykelstjerne på længere sigt ende med at blive én af Riis' bødler.

Hamburger er én af en række tidligere danske topryttere, som har indvilliget i at fortælle Anti Doping Danmark om deres oplevelser med doping i karrieren.

- Småhistorier fra tidligere ryttere kan ramme Riis på troværdigheden, men det kan ikke lukke hans cykelhold. Det kan derimod det puslespil, som Anti Doping Danmark har fået samlet. De kan ligge inde med noget, der er så belastende, at de må handle på det. Men det er den eneste trussel mod Bjarne, siger Thomas Bay.

Det er endnu uvist, hvornår Anti Doping Danmark offentliggør resultatet af deres undersøgelser.