Forsinkelser, mangel på siddepladser og gamle tog. Den cocktail er stærkt medvirkende til, at DSB scorer lavt i en ny kundeundersøgelse.Utilfredsheden kommer ikke bag på trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet.

- Der har været tider, hvor vi var stolte af vores kollektive togtrafik. Men der har været slemme bump på skinnerne de seneste 10-20 år. Først var der skinnerne, som ikke var blevet vedligeholdt - det gav en masser forsinkelser. Så kom sagen med IC4-togene, der blandt andet betød, at vi nu kører med meget ældre materiel end vi skulle. Standarden er slet ikke steget, som DSB lovede og brugerne ønskede. Så der er bestemt grund til utilfredsheden, siger han.

{embedded type="node/polls" id="18914640"}Per Homann Jespersen peger på, at danskerne har vidt forskellige forventninger til en togtur.

- Nogle forventer at kunne sidde ned på rejsen. Den holdning er rimelig, synes jeg, hvis man har en lidt længere rejse. Men hvis alle rejsende forventer at kunne sidde ned, skal der godt nok indsættes mange ekstra tog i myldretiden, siger Per Homann Jespersen og understreger, at der er en anden accept af at skulle stå op, når man rejser med metroen.

Imponerer udlændinge

Mens mange danskere er utilfredse DSB, er der ofte roser fra udlandet.

- De fleste trafikfolk, der kommer til København, synes, vi har en rigtig god kollektiv trafik sammenlignet med, hvad de selv kender, siger Per Homann Jespersen og sammenligner med den kollektive trafik i japanske Tokyo.

- Der har man en standard for, hvornår der er trængsel i togene. Når der er fire personer per kvadratmeter, er toget fyldt. Jeg har hørt om tog i myldretiden, der har en kapacitetsudnyttelse på 212 procent. Jeg ved ikke, hvordan japanerne opfatter det, men uanset hvad de mener, bruger de togene, fordi de ikke har andre muligheder, siger han.

LÆS OGSÅ: 

Noget af det samme ses i Danmark, hvor antallet af togbrugere ifølge Per Homann Jespersen stiger med tre-fire procent årligt.

- Det er en kraftig stigning. Så mens folk bliver mere utilfredse med DSB, kører flere og flere med tog. Jeg tror nu ikke, stigningen skyldes DSB, men mere den økonomiske krise, vi befinder os i, siger han.