Folketingsmedlem Rasmus Prehn kan ifølge en ekspert i retorik umuligt stå bag det kulørte og originale sprog, som bogen ’Den hemmelige socialdemokrat’ er blevet rost for.

BT har forelagt sprogekspert, forfatter og Groft Sagt-skribent i Berlingske Klaus Kjøller en kronik og en række andre skriftlige kilder fra hovedmistænkte Rasmus Prehns hånd.

Eksperten har sammenlignet sproget i teksterne med det skønlitterære sprog i ‘Den hemmelige socialdemokrat,’ der i den forløbne uge har sat gang i spekulationer om, hvem forfatteren kan være. Og Klaus Kjøllers konklusion er klar:

- Det er helt indlysende, at det i hvert fald ikke er Rasmus Prehn, der har skrevet bogen. Han kan ikke skrive noget, der kommer i nærheden af det festfyrværkeri af en bog, som ‘Den hemmelige Socialdemokrat’ er, siger Klaus Kjøller og henviser til, at bogen er blevet skamrost for sit originale sprog.

Retorikeren forklarer, at Rasmus Prehns tekster er kendetegnet ved, at han er storforbruger af klichéer som ‘venstrefløjen har mistet sit kompas’, ‘håndtag vi kan dreje på’, ‘grydeklare projekter’ og ‘penge på kistebunden’.

Ifølge Kjøller vidner det om en skribent, der mangler den sproglige originalitet, som personen bag ’Den hemmelige socialdemokrat’ nødvendigvis må være i besiddelse af.

Samtidig bruger Prehn ifølge Kjøller døde metaforer. Det er typisk politikersnak, selvom der er nogle politikere, der kan udtrykke sig mere originalt end det. Men Rasmus Prehn udmærker sig ikke på den bane, siger Klaus Kjøller og uddyber:

- Prehn kan godt have fortalt historierne, men det er en professionel skribent, der er vant til at skrive satirisk, der har skrevet bogen, slår Klaus Kjøller fast.

Han bliver bakket op af Simon Pihl Sørensen, der netop sammen med Rasmus Prehn skrev bogen ’Frihed til Fællesskab’ i 2013.

- Jeg mener ikke, at Rasmus er i stand til at skrive sådan, som bogen er skrevet, vurderer Simon Pihl Sørensen, der er socialdemokratisk viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune.