UKRAINE: Fredag var der meldinger om, at russerne havde oprustet de prorussiske oprørere i Ukraine med tre kampvogne.

Natten til lørdag omkom 49 ukrainske soldater og besætningsmedlemmer, da et militærfly blev skudt ned af de prorussiske separatister - sandsynligvis med missilvåben, som russerne har udstyret dem med.

Samtidig er der officielt fremskred i fredsforhandlingerne mellem Ukraine og Rusland. Det synes med andre ord at være svært at få et overblik over, hvilken retning konflikten mellem Ukraine og Rusland bevæger sig. Og det er netop det, Vladimir Putin, Ruslands præsident, ønsker. Det vurderer Peter Munk Jensen, senioranalytiker hos dansk Institut for Internationale Studier.

»Putin er en dygtig skakspiller. Og en dygtig skakspiller slører hele tiden sine næste træk. Han sørger for at have gang i flere forskellige spor - med forskellige modsatrettede udviklinger for at gøre resten af verden i tvivl om, hvad hans plan med de her ting er. Han vinder ved hele tiden at være to-tre skridt foran,« siger Peter Munk Jensen.

Den ukrainske regering fordømte lørdag angrebet på militærflyet, som er det enkeltstående angreb, der har kostet flest menneskeliv i konflikten. Angrebet falder efter en uge, hvor den nyvalgte ukrainske præsident, Petro Porosjenko, valgte at sætte hårdt mod hårdt. Således har de ukrainske regeringstropper de seneste dage efter hårde kampe generobret en række byer i det østlige Ukraine, der har været på separatisternes hænder. Fredag lykkedes det de ukrainske tropper at genvinde kontrollen i byen Mariupol, der bliver betragtet som en strategisk vigtig by for begge sider i konflikten.

Med lørdagens nedskydning forventer seniorforsker Peter Munk Jensen, at konflikten vil optrappe yderligere. Og det er ikke til Ukraines fordel, mener han.

»Vi vil se de næste par dage, at Porosjenko vil fortsætte med at forsøge at slå tilbage, og konflikten vil blive optrappet. Men i sidste ende kan ukrainerne kun tabe, hvis man forsøger at løse det militært. Der er russerne overlegne,« siger Peter Munk Jensen, der i stedet håber, at »ukrainerne kravler ned fra træet og satser på fredsforhandlingerne«.

Noget kunne dog tyde på, at ukrainerne ikke har tænkt sig at følge det råd. Ifølge flere medier skulle den ukrainske præsident have lovet oprørerne et »passende« svar på nedskydningen af flyet. Samtidig er der eftersigende blevet fundet eksplosiver i nærheden af præsidentens hovedkvarter i Kiev, hvilket næppe bidrager til at sætte fart under fredsforhandlingerne.

Herhjemme kalder udenrigsminister Martin Lidegaard (R) nedskydningen for »tragisk« og »bekymrende«.

»Og det betyder, at situationen er eskaleret. Det vigtigste lige nu er at finde ud af, hvad der foregår i Ukraine, men der er grund til at være bekymret,« siger udenrigsministeren til Berlingske og fortsætter:

»Jeg håber ikke det her er starten på en ny eskalering, men hvis det er, så er vi klar til at reagere«.