- Der er åbnet op for, at det ikke nødvendigvis er Ditlev Engel, der skal lede Vestas med den nye bestyrelse, fortæller Sydbanks Vestas ekspert Jacob Pedersen til bt.dk.

- Vestas har simpelthen ikke været dygtige nok, til at gøre det de skal. Og nedjusteringerne er kommet som perler på en snor. Bl.a. har man ekspanderet for hurtigt i forhold til antallet af ordrer, forklarer Jacob Pedersen om det dårlige regnskab, der nu har kostet flere i Vestas-toppen deres job.

Han fortæller videre, at afgangen af bestyrelsesformanden gennem mange år Bent Erik Carlsen skyldes et stort pres fra en gruppe investorer. Noget som den nu afgåede formand for vindgigantens bestyrelse bekræfter overfor business.dk.

- Vi havde diskuteret fremtiden i bestyrelsen og var kommet frem til, at vi ville bevare kontinuiteten i formandskabet. Men et af bestyrelsens medlemmer fik for nogle uger siden en henvendelse fra en gruppe store investorer, der ønskede formandskabet udskiftet, siger Bent Erik Carlsen til business.dk.

Men det er ikke kun bestyrelsesformanden, der har måtte tage sit tøj og forlade møllekabinen. Også finansdirektøren Henrik Nørremark forsvinder nu fra Vestas. Her er der tale om en regulær fyring.

- Henrik Nørremark har ansvaret for produktionen, og det er her, at det er gået galt for Vestas. Derfor er han væk nu. Det mener jeg, er noget, der viser handlekraft hos ledelsen i Vestas, forklarer Jacob Pedersen.

Men selvom der nu har været en stor oprydning i vindgiganten, der er verdens største producent af vindmøller, så mener Jacob Pedersen, at Ditlev Engel er den rigtige mand for Vestas, når de skal ud af den negative spiral.

- Hvis man kigger på kursudviklingen hos Vestas, så er det et problem. Men jeg mener kritikken af Ditlev Engel er uberettiget, for han gør det godt i et meget svært marked. Man skal tænke på, at store lande som Spanien og USA holder tilbage med midler til vindkraft. Og det er markeder, som Vestas er meget afhængige af, uddyber Jacob Pedersen.

Omkring klokken 11 onsdag formiddag faldt Vestas-aktien med lidt over 13 pct. på Københavns Fondsbørs.