En 44-årig mand fra Himmerland mistede på tragisk vis livet, da han onsdag formiddag styrtede i døden under en bjergvandring i de schweiziske alper. Men ulykken kunne have fået et langt større omfang - for mandens tre vandrekammerater kunne være revet med i døden.

De fire vandrere, der sammen have været oppe på den 4.199 meter høje Alpe-top Rimpfischhorn i Valais-regionen i det sydlige Schweiz var på vej ned af det høje bjerg, da ulykken indtraf. De gik i samlet flok, men var ikke bundet sammen i det, der hedder reblag.

- Normalt går man i reblag, hvor man er bundet sammen og går med 5-10 meters afstand. Hvis den forreste ryger, så skal de andre virker som et anker, så ingen ryger ned fra bjerget. Men det kan også virke den anden vej, fortæller Nis Blaxekjær, der næstformand i Dansk Klatreforbund.

For selv om meningen med reblaget er, at det skal forhindre, at nogen falder ned fra bjergsiden, så kan det også i visse tilfælde virke modsat. Og set på den måde, så kan det nærmest virke som held i uheld, at de fire vandrere valgte ikke at være bundet til hinanden.

- Det kan også virke sådan, at hvis en ryger, så kan han eller hun trække de andre med. Så man afpasser situationen og beslutter sig for, at om man vil gå i reblag. Om man mener, der er størst risiko for at styrte i døden med eller uden, siger Nis Blaxekjær, der ud fra, hvad han har læst, vurderer den 44-årige dansker til at have været en erfaren vandrer.

Nis Blaxekjær er selv 31 år og en erfaren bjergklatrer, der selv flere gange har vandret og klatret i alperne - dog ikke på præcist den sti, som den 44-årig dansker styrtede i døden fra. Familiefaderen, der kommer fra Rebild, faldt 300 meter ned, hvorefter han landede på en gletsjer. Han døde på stedet af sine kvæstelser.

BT har været i kontakt med politiet i Schweiz, men politiet kender endnu ikke årsagen til, at danskeren faldt ned af bjerget. Nils Blaxekjær har dog et bud på, hvad der kan være gået galt.

- Jeg tror, at det et hændeligt uheld. Han kan være snublet og faldet ud over kanten. Men det er bare mit bud, siger han og tilføjer;

- Når man går i sådan et terræn, så kan man hurtigt falde. Det kan være svært at løfte benene så højt som man plejer, når man går normalt. Og når man har gået i mange timer, så sætter trætheden ind.

ifølge Nils Blaxekjær så er det typisk på vejen ned fra et bjerg, at de fleste uheld sker, da det er der, at man er mest træt. Desuden er det lettere at komme i skred på vejen ned.