Så kom de endelig på isen - deltagerne i Ekspedition Sirius 2000. Hundene blev spændt for slæderne og i dag, sidst på eftermiddagen, dansk tid, forlod kronprins Frederik og de fem andre ekspeditionsdeltagere Qaanaaq på den nordvestgrønlandske kyst. De seks mænd kan nu se frem til 3500 kilometer med hunde og slæder, inden de om fire måneder når rejsens mål, Daneborg i Østgrønland.

Ekspedition Sirius 2000 er med til at fejre Slædepatruljen Sirius 50 års jubilæum. Ekspeditionen filmes undervejs og kan opleves på TV 2 til jul.

/ritzau/