- Der er kun en ting at sige,@DennisFOA du er en selvpromoverende nar, skrid ud af mit liv.
Sådan skriver den tidligere næstformand for LO, Tine Aurvig-Huggenberger på sin Twitter-profil. Hun raser mod FOAs formand Dennis Kristensen, som bringer en gammel, bitter strid til live på sin Facebook-side:
- At man blot følger gældende regler er pamperens figenblad. Det gælder for Lars Løkke Rasmussens rejsemåde i det internationale og det gjaldt Tine Aurvig-Huggenbergers pension i LO, skriver han med henvisning til den aktuelle sag om Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens dyre rejsevaner, skriver Dennis Kristensen.
Sagen, Dennis Kristensen henviser til, er en betændt sag, der går helt tilbage til 2007, hvor Tine Aurvig-Huggenberger stillede op til kampvalg mod Harald Børsting i håbet om at blive formand for LO. Hun var på det tidspunkt næstformand i LO, men tabte.
Hun forlod derefter LO med kravet om at få udbetalt mellem seks og otte millioner i pension. Først valgte Byretten at lade Tine Aurvig-Huggenberger forgylde, men i 2012 afviste Landsretten Aurvig-Huggenbergers krav.
Læs også: FOA vi var selv med til at godkende godtgørelse
Det er på den baggrund Dennis Kristensen trækker pamperkortet mod Tine Aurvig-Huggenberger, og der udspiller sig nu et skænderi for åben skærm mellem de to. Hun forstår nemlig ikke, at hun skal hives ind i Løkke-sagen af FOA-bossen.
- @DennisFoa, hvis det ikke er at mase sig ind i mit liv, at lave den sammenligning, ja så ved jeg sgu ikke hvad det er, tweeter hun.
Dennis Kristensen svarer dog kækt igen, selvom Tine Aurvig-Huggenberger beder ham om at skride ud af hendes liv..
- @AurvigH Jamen dog. Jeg har nu aldrig prøvet at komme ind. Kun siddet i LOs Daglige ledelse, da næstformandsposten i LO indgik i dit liv.