Sagen om aflytninger foretaget af journalister på den nu lukkede britiske avis News of The World samt avisen The Sun bliver ved med at udvikle sig.

Rebekah Brooks, den tidligere direktør for News International, som har ansvaret for de britiske aviser i mediemogulen Rupert Murdochs selskab News Corp, blev tirsdag anholdt sammen med fem andre, herunder hendes egen mand, væddeløbstræneren Charlie Brooks.

Sidstnævnte blev anholdt sammen med Rebekah Brooks i deres hjem i Oxfordshire. Foruden parret er en 39-årig mand, en 38-årig mand, en 48-årig mand og en 46-årig mand blevet anholdt, oplyser BBC.

Politiet fortæller, at de alle er tilbageholdt, fordi man har mistanke om, at de har forsøgt at forstyrre politiets undersøgelse af skandalen, der tog fart i 2011, da man fandt ud af, at journalister fra koncernen havde bestilt aflytninger af mere end 3.000 personer, herunder et mordoffer samt flere skuespillere, politikere og sportsstjerner.

Det er ikke første gang, at Rebekah Brooks bliver anholdt i forbindelse med sagen. Det blev hun allerede i juli sidste år, mistænkt for blandt andet korruption. De fem øvrige har imidlertid ikke været anholdt tidligere.

Skandalen i News Corp. bliver betegnet som en af de største medieskandaler i Storbritanniens historie og involverer kendisser som Hugh Grant og kronprins William.

I første omgang var det avisen News of The World, som var i politiets søgelys, men senere i forløbet kom det frem, at aflytningerne ikke kun havde fundet sted her, men også på News of the Worlds søsteravis The Sun samt en anden tabloidavis, Daily Mirror.

Rupert Murdoch valgte sidste år at lukke News of the World på grund af skandalen.