Eks-spillere: Derfor gider danskerne ikke landsholdet
Tre tidligere landsholdsspillere giver deres bud på folkeflugten fra det danske A-landshold. Svaret er simpelt: Der er for meget Superliga og for lidt Bundesliga i truppen.
Tre tidligere landsholdsspillere giver deres bud på folkeflugten fra det danske A-landshold. Svaret er simpelt: Der er for meget Superliga og for lidt Bundesliga i truppen.
Efter fem VM-kvalifikationskampe med blot én sejr og seks mål til følge, var onsdagens langgaber af en 2-1-sejr i testkampen mod Georgien også nok til, at Martin Jørgensen erkender, at landsholdet ikke holder samme niveau, som da han og brødrene Laudrup var på toppen i 1998.
- Det er let at se på listen over spillere og de klubber, de repræsenterer, at det ikke er sammenligneligt med de hold, der var folkeeje. Uden at forklejne Superligaens niveau, så afspejler det sig også i resultaterne, siger AGF-spilleren.
Morten Olsen havde seks Superliga-spillere i startopstillingen mod Georgien. Udlandsprofilerne var Simon Poulsen, Stephan Andersen, Niki Zimling, Christian Eriksen og Andreas Bjelland. Det er hos de sidstnævnte, at trækplastret mangler.
- Når Daniel Agger er skadet og Nicklas Bendtner er ude, så er der ikke så meget, der trækker. Det er holdets to største profiler, lyder det fra tidligere forsvarsprofil Martin Laursen. Han pointerer også, at især Simon Poulsen og Stephan Andersen er udlandsprofiler uden spilletid.
Kim Vilfort synes heller ikke problemet ligger begravet i at benytte mange Superliga-spillere.
- Det er fint med masser af Superliga-spillere. De har selvtilliden og får deres spilletid. Sådan var det også, da vi vandt EM i 1992. Men fodbold er en holdsport. Der mangler måske det rigtige miks med store profiler, siger Kim Vilfort. Han kunne selv læne sig op af profiler som Peter Schmeichel, Brian Laudrup og Flemming Povlsen, da han var med til at vinde EM med et hidtil udskældt landshold.
Martin Jørgensen er dog ikke klar til at gøre landsholdets manglende billetsalg til et image-problem skabt af kedelige standardsvar foran kameraer og mikrofoner.
- Jeg er ret ligeglad med, hvad spillerne leverer, når de taler med medierne. Det synes jeg, man skal være for god til at blande ind i den sammenhæng. Når de bare leverer resultaterne, skal folk nok følge dem alligevel, pointerer han.
Martin Laursen er også villig til at se modgangen som en nødvendig overgang til ny storhedstid.
- Om et par år ser det anderledes ud. Vi kan håbe, at en spiller som Cornelius udvikler sig helt vildt, og han kommer til en klub i Premier League. Han er absolut en spændende spiller. Samtidig kan jeg både se og læse om, at vi har et dygtigt U19-hold. Så er der ikke så langt op til A-landsholdet, så om nogle kan vi forhåbentlig komme op det samme niveau, som vi var for 10-12 år siden.
Kim Vilfort vil også godt være med til at ramme de spillemæssige problemer, der kendetegner landsholdet i 2013.
- Jeg synes, der gennem et stykke tid har været en tendens til, at vi har sværere ved at skabe kampene mod de dårligere hold. Vi har det bedst, når vi møder et bedre hold som Tjekkiet, der også vil frem ad banen, lyder hans bud på det generelle problem med at fastholde et højt niveau. Og tilskuernes lyst til at købe billetter.