Den mand, der er blevet sigtet for at stå bag en række overgreb på kvinder i København, nægter sig skyldig.

Fire tilfælde af blufærdighedskrænkelse og et voldtægtsforsøg i en ung kvindes egen lejlighed på Østerbro.

Sådan lød sigtelserne mod en 43-årig mand, da han mandag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København. Politiet mener, at han er den sexkrænker, som Københavns Politi i fredags efterlyste for en række seksuelt betonede overfald på yngre kvinder gennem længere tid på Nørrebro og Østerbro.

Den 43-årige mand, som retten beskyttede med et navneforbud, nægter sig skyldig i alle sigtelserne.

»Jeg var alene hjemme efter at have besøgt min ekskone og vores lille datter,« lød hans forklaring om et alibi i grundlovsforhøret.

Ikke desto mindre besluttede dommeren som afslutning på grundlovsforhøret, at den 43-årige skulle varetægtsfængsles i foreløbig 10 dage.

»Retten finder, at der er begrundet mistanke om fire forhold af blufærdighedskrænkelse, men ikke tilstrækkelig begrundt mistanke til at varetægtsfængsle for forsøg på voldtægt i det femte forhold,« lød dommerens begrundelse.

Den alvorligste af anklagerne i sagen handler om et voldtægtsforsøg 31. oktober i en femtesalslejlighed på Østerbro, hvor en yngre kvinde ved femtiden om morgenen blev skubbet ind i sin lejlighed og smidt på køkkengulvet af en gerningsmand, der var fulgt efter hende fra gaden.

På køkkengulvet fik hun revet overtøjet af og trukket sin bluse op, hvorefter gerningsmanden kyssede hendes bryster og mave, ligesom han gav hende flere knytnæveslag i ansigtet. Da han et øjeblik stoppede for at åbne sine bukser, så kvinden sin chance til at flygte ned til en underbo og gerningsmanden stak af.

Den 43-årige fra Nørrebro har nordafrikansk baggrund og blev anholdt søndag aften kl. 19.18. I retten oversætter en fransk tolk anklagerens sigtelser mod manden, der fremtræder velsoigneret og veltrænet.

I grundlovsforhøret fremlagde anklageren en række videoovervågninger fra natten til lørdag fra overvågningskameraer på Nørrebro, hvor den sigtede efter politiets opfattelse optræder. På en af optagelserne griber han ud efter en kvinde ved et busstoppested.

Lørdag fik politiet hjælp i efterforskningen fra en kvinde på en cafe på Strandboulevarden, der med sin mobiltelefon tog en række billeder af en mand, der på engelsk havde henvendt sig til hende på kaffebaren. Manden var på cykel, og kvinden følte sig utryg, fordi hun syntes, at han passede på det signalement, som politiet havde udsendt.

Også den 43-åriges egen eks-kone havde på et tidspunkt ringet ham op og advaret ham om, at han skulle passe på, fordi han lignede signalementet på den person, som Københavns Politi havde efterlyst.

Af anklagerens fremlæggelse i grundlovsforhøret fremgik det også, at en af de fem kvinder, som han foreløbig er sigtet for at have krænket, midt om natten 31. oktober i år blev passet op en gerningsmand, der tvangskyssede hende så voldsomt, at hendes læbe var sprækket ved det.

Politiet kom på sporet af den 43-årige, da man på en overvågningsvideo fra en Statoil-tank på Østerbro kunne se, at han købte taletid til sin mobiltelefon. Ved at kontakte teleselskabet fik politiets efterforskere oplyst den 43-åriges navn og adresse, hvorefter han kort efter blev anholdt.