Tre tidligere dansere er fredag aften tilbage i 'Vild med dans'
Når de tre tilbageværende par på fredag går på gulvet i semifinalen i 'Vild med dans,' får de hver især en tidligere danser med under armen, så det bliver en såkaldt triodans.
Ifølge vmd.tv2.dk er der tale om et gensyn med den tidligere 'Vild med dans'-vinder Marianne Eihilt samt Malene Østergaard, der dansede med Thomas Ernst tidligere i sæsonen og Rene Christensen, som var med i de fire første sæsoner.
Marianne Eihilt, der tidligere har vundet dansekonkurrencen sammen med skuespilleren Robert Hansen og den tidligere kuglestøder Joachim B. Olsen, havde ellers meldt ud, at hun var helt færdig med TV2s populære danseprogram.
- Selvfølgelig har jeg gjort mine overvejelser, fordi jeg havde jo besluttet, at det var slut. Men jeg blev overtalt, og det kan jeg mærke er dejligt. For det kribler i hele kroppen for at komme i gang igen, fortæller Marianne Eihilt til bt.dk.
Hun må ikke oplyse, hvilket par hun skal danse med på fredag, men siger alligevel:
- Det er simpelthen for at hjælpe TV2 og en rigtig god veninde, som har spurgt mig, og så kom jeg til at sige ja.
Marianne Eihilt kender Karina Frimodt, der danser med Uffe Holm, fra tidligere sæsoner, men hun kan ikke bekræfte, at hun kommer til at stå på dansegulvet fredag aften med netop det par.
- Nej, det kan jeg ikke bekræfte. Det må vi vist ikke sige for TV2. Men jeg kan sige, at jeg gør det for en meget god veninde, fortæller Eihilt.