Vild med dans handler om andet end blot at danse. Det handler også om følelser, og derfor er stand-up-komikeren Uffe Holm Marianne Eihilts favorit i danseprogrammet.

Der var god grund til, at komikeren Uffe Hom og hans dansepartner Karina Frimodt endte blandt de to bedste par i fredagens udgave af Vil med dans, der samtidig var sæsonens tredjesidste runde af det populære tv-program. Parret leverede nemlig to rigtig gode danse, mener den professionelle danser og dobbelte Vild med dans-vinder Marianne Eihilt.

- Jeg vidste godt, at de var rigtigt gode, og at det gik rigtig godt med deres træning. Og det var jo fedt, at det gav bonus. Jeg synes virkelig, at de forstod at peake på det rigtige tidspunkt i går, fortæller hun begejstret til bt.dk. 

Marianne Eihilt har de seneste uger haft Uffe Holm og Karina Frimodt som sit favoritpar.

- Han giver en masse følelser til dem, der sidder bag skærmen. Jeg bliver meget påvirket over følelser, enten når folk får mig til at grine - eller når de rører mig. Og Uffe Holm rører mig rigtigt meget følelsesmæssigt, når han danser, siger danseren, der synes, at Uffe Holm på den måde minder om konditoren Mette Blomsterberg, der dog blev stemt ud af programmet for nogle uger siden.

- Hun påvirkede mig også meget. De to (Uffe Holm og Metter Blomsterberg, red.) giver en masse kærlighed og underholdning til programmet. For det går ikke kun ud på at danse. Det er jo ikke et verdensmesterskab i dans. Man skal både kunne danse og lege med dansen, siger Marianne Eihilt. 


Også i fredagens udgave af Vild med dans blev den kendte dansers følelser påvirket af Uffe Holm, da han indtog dansegulvet i henholdsvis en sensuel argentinsk tango, samt i den mere sjove Jive.

- Han var enorm god til at fortolke de to danse. I den argentinske tango kunne man virkelig se, hvordan han levede sig ind i dansen, og det er en dans, der har meget karakter. Og i jive gjorde han det også godt. Det virker til, at jive bare er rigtig naturlig til ham. Han havde den kropsholding, man skal have. Men han havde jo også selvtilliden med sig fra Lindy hop, der minder meget om Jive, siger Marianne Eihilt.

Mens Uffe Holm og Karina Frimodt fik danset sig i semifinalen med fredagens to danse, så gik det knap så godt for en anden publikumsyndling. Michael Laudrups søn, Mads Laudrup, røg ud af programmet.

Sammen med sin dansepartner Claudia Rex dansede han både en argentinsk tango og en cha cha cha. Men selv om parret har vist rigtigt gode takter i de forudgående runder, så var fredagen ikke deres bedste dag. Parret havde dog også været plaget af, at Claudia Rex ikke kunne træne optimalt hele ugen på grund af en skade, som hun pådrog sig under sidste uges Vild med dans. Og det kunne ifølge Marianne Eihilt godt ses i deres dans.

- Det var som om, at de ikke rigtigt var til stede i dansen i går. De var ikke var så gennemtrængende, som de plejer at være. Der manglede et sjette gear, siger danseren og tilføjer, at bedømt på fredagens præstation, og hvis man ikke tæller publikumsfavoritten Allan Simonsen med, så var det fortjent, at det var Mads Laudrup og Clauda Rex, der røg ud.