Den israelske regering offentliggjorde i dag den berygtede nazi-leder Adolf Eichmanns erindringer næsten 40 år efter, at han blev henrettet i Israel for ansvaret for mordet på jøderne under Anden Verdenskrig.

Eichmanns erindringer har dog aldrig været hemmeligstemplet, men har siden henrettelsen ligget i det israelske statsarkiv. Offentliggørelsen af erindringerne, som er forfattet på tysk, er kommet, efter at britiske advokater har anmodet om at få dem at se, fordi deres klienter - den amerikanske forfatter Deborah Lipstadt og hendes forlag Penguin Books - er blevet sagsøgt for bagvaskelse af den omstridte britiske historiker David Irving.

Eichmann skrev sine 1100 siders erindringer i sin fængselscelle i Israel i sommeren 1961, mens han ventede på dommen. Eichmann indrømmer i erindringerne, at udryddelsen af seks millioner jøder i Europa var "en forfærdelig forbrydelse" mod menneskeheden.

/ritzau/Reuter