Efter måneder med sabotage mod en gasledning mellem Egypten og Israel har de egyptiske energiselskaber besluttet at stoppe forsyningen mellem de to lande. Det skriver Reuters.

Beslutningen har fået de vestligt ejede selskaber med aktier i firmaet EMG, der driver gasledningen, til at true med sagsanlæg mod egypterne. Selskaberne har i forvejen sagsøgt den egyptiske stat for 45 milliarder dollars, fordi den ikke har været i stand til at beskytte den 100 kilometer lange gasledning.

Sabotageforsøgene startede efter sidste års revolution, hvor den Israel-venlige præsident, Hosni Mubarak, blev væltet. Ledende politikere har efterfølgende luftet muligheden for at opsige fredsaftalen med Israel, som blev indgået i 1979.

Inden de mange sabotageforsøg forhindrede den egyptiske gaseksport til nabolandet, leverede Egypten 40 procent af Israels naturgas. Ifølge Reuters risikerer israelerne strømsvigt i de varme sommermåneder på grund af energimangel.

BNB